Udlændingestyrelsens nye hovedkontor bygger på videndeling og værdighed

AART har i samarbejde med A. Enggaard og Arne Elkjær tegnet det nye hovedkontor for Udlændingestyrelsen i Næstved, som nu er taget i brug af byens borgere og styrelsens 400 medarbejdere.

Udlændingestyrelsens 9.900 kvadratmeter store hovedkontor, som er placeret i bymidten i Næstved, er en del af regeringens storstilede plan om at flytte offentlige arbejdspladser uden for København.

– Det nye hovedkontor for Udlændingestyrelsen bygger på en dyb demokratisk bevidsthed. Visionen med arkitekturen har derfor været at styrke samarbejdet mellem styrelsens 400 medarbejdere og møde de besøgende i borgerservicecentret med værdighed. En vision, som vi er stolte af at have forløst i tæt samarbejde med A. Enggaard og Arne Elkjær – og så takker vi ikke mindst Bygningsstyrelsen for at betro os den betydningsfulde opgave, udtaler Anders Tyrrestrup, partner hos AART.

Videndeling og værdighed har været centrale parametre i designet af hovedkontoret. Med arkitekturens effekt for øje fordeler huset sig derfor i tre forbundne atrier med stor åbenhed på tværs af funktioner og etager. Her ligger arbejdspladserne langs facaden på hver etage, mens møderum, flexrum, caféer og fordelingsarealer ligger ud til atrierne og borgerservicecentret ud til banegårdspladsen i stueetagen.

– I borgerservicecentret er mødet i centrum. Det sker gennem en intuitiv wayfinding, der i respekt for de besøgendes livssituation giver det nødvendige rum og diskretion, mens arkitekturen bærer præg af ærlige, varme materialer, som byder de besøgende indenfor, udtaler Anders Tyrrestrup.

Udlændingestyrelsens nye hovedkontor blev afleveret til tiden trods coronavirus

– Det her er endnu et rigtig stort og betydende projekt for vores virksomhed, og vi er meget stolte og ydmyge over, at Bygningsstyrelsen har valgt os og vores samarbejdspartnere AART og Arne Elkjær til at realisere det. Det er en stor anerkendelse af vores virksomhed og ikke mindst vores dygtige og mangeårige samarbejdspartnere, udtaler Jens Skinnebach, afdelingschef hos A. Enggaard.

– Det er derfor til alles store tilfredshed, at projektet blev afleveret inden for den aftalte tid, til aftalt budget og i den aftalte kvalitet, selvom vi har været udfordret af den helt særlige covid-19-situation. Der skal derfor lyde en stor ros til alle involverede medarbejdere og vores samarbejdspartnere, som har formået både at leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og samtidigt holde tidsplanen, tilføjer han.

Det 9.900 kvadratmeter store hovedkontor er opført som en del af regeringens plan om at flytte flere offentlige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet. I 2017 udbød Bygningsstyrelsen derfor en konkurrence om at tegne og opføre det nye hovedkontor, som AART, Arne Elkjær og A. Enggaard vandt. Første spadestik blev taget i 2018, og opførelsen har siden forløbet planmæssigt, hvilket betyder, at hovedkontoret nu står færdig og er taget i brug – også selvom coronavirus truede med at forsinke projektet tilbage i foråret 2020.