Tommy Pedersen er ny bestyrelsesformand i Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Tommy Pedersen er indtrådt som ny bestyrelsesformand i Bruun Rasmussen Kunstauktioner og i Bruun Rasmussen Holding. Han afløser Jesper Bruun-Rasmussen.

Tommy Pedersen, der blandt andet er bestyrelsesformand i Maj Invest og næstformand i Bodum, er per 28. maj 2020 indtrådt som bestyrelsesformand i Bruun Rasmussen Kunstauktioner og i Bruun Rasmussen Holding, hvor han afløser Jesper Bruun-Rasmussen, der fortsætter i begge bestyrelser som menigt bestyrelsesmedlem.

Kirsten Smedegaard Andersen, der blandt andet er bestyrelsesmedlem i LD Fonde og næstformand i Elsass-fonden, indtræder som næstformand i Bruun Rasmussen Kunstauktioner og i Bruun Rasmussen Holding. Peter Normann, blandt andet er bestyrelsesformand i Johannes Fog og bestyrelsesmedlem i C.W. Obel, indtræder som menigt bestyrelsesmedlem i Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Generalkonsul Anders Normann og advokat Michael Vilhelm Nielsen træder samtidigt ud af bestyrelsen i Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

– Vi takker både Anders Normann og Michael Vilhelm Nielsen for det gode samarbejde og den store indsats gennem årene. Når vi ser fremad, glæder vi os til samarbejdet i en ny bestyrelse med styrkede kompetencer på det finansielle, kommercielle og digitale område, siger den afgående bestyrelsesformand Jesper Bruun-Rasmussen.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende.

Eftersynet til årets anden Traditionelle Auktion i Bredgade åbner torsdag den 4. juni 2020 – læs mere på www.bruun-rasmussen.dk.