Stark bygger nyt varehus i Aarhus

Stark er på vej med et nyt varehus i Aarhus. Byggemarkedskæden vil bygge en stor flagskibsforretning i Aarhus Nord. Placeringen i byens største erhvervsområde tæt på E45 og midtbyen, gør det nemt for kunderne at komme til byggemarkedet, hvor både bygninger og sortiment bliver præget af bæredygtige materialer.

Stark bygger nyt varehus i Aarhus. Visualisering: Sweco/Årstiderne Arkitekter.
Stark bygger nyt varehus i Aarhus. Visualisering: Sweco/Årstiderne Arkitekter.

Det bliver byggemarkedskæden Stark, der kommer til at bygge et nyt varehus på en af de mest attraktive erhvervsgrunde Aarhus. Byrådet i Aarhus har netop godkendt salget af grunden, der ligger på Karl Krøyers Vej i Skejby tæt på E45 og midt i den jyske hovedstads største erhvervsområde. Her vil Stark opføre en ny flagskibsforretning på intet mindre end 8.100 kvadratmeter.

– Vi er glade for at få muligheden for at sætte vores præg på Aarhus med et byggeri, der bliver et flot vartegn for den nordlige del af byen. Placeringen er optimal: Herfra kan Stark servicere en meget stor del af Aarhus, uanset om det gælder traditionelt byggeri eller områdets mange spændende udviklingsprojekter præget af bæredygtigt byggeri. Det flugter med Starks ambition om at gøre det nemmere for håndværkerne at bygge bæredygtigt – en målsætning som vi understreger ved at opføre den nye forretning i bæredygtige materialer, siger administrerende direktør i Stark, Britta Korre Stenholt.

Det nye byggeri fungerer også som en flytning og udvidelse af Starks nuværende forretning i Skejby på P. O. Pedersens Vej. Med sit stærke sortiment rettet mod især murere og entreprenører er denne forretning også kendt som Mørtel Compagniet. Ved at placere den nye forretning tæt ved E45, Randersvej og Ringvejen, tilbyder Stark effektiv adgang til et meget stort og bredt sortiment af kvalitetsmaterialer til alle former for professionelt byggeri. Det gælder også services som rådgivning, udlejning af maskiner og materiel til byggeriet og ikke mindst branchens bedste leveringsservice.

– Med den nye forretning i Aarhus Nord får vi en størrelse, indretning og placering der gør, at vi kan samle alt det bedste, som Stark tilbyder under ét tag. Det bliver en trælast i ordets mest omfattende betydning. Vores kunder vil opleve, at vi kan hjælpe dem med bogstaveligt talt alt inden for byggeri fra denne lokation, forklarer salgsdirektør Mads Brejnholt Madsen.

Starks nye varehus i Aarhus bliver en hilsen til ikoniske røde haller

Aarhus Kommune har store ambitioner for byggeriet, og ønsker at skabe en ny “byport”, der skal være med til at fremhæve Aarhus som internationalt kendt arkitekturby. Den ambition vil Stark honorere med et byggeri, der nænsomt tilpasses terrænet og opføres efter de strenge DGNB-krav til bæredygtigt byggeri. Alle bærende konstruktioner og gitterspær udføres i træ, der efterfølgende “pakkes ind” i trælameller for at give bygningen et let og transparent udtryk.

Stark bygger nyt varehus i Aarhus. Visualisering: Sweco/Årstiderne Arkitekter.
Stark bygger nyt varehus i Aarhus. Visualisering: Sweco/Årstiderne Arkitekter.

– Starks nye byggemarked i Skejby er et smykkeskrin i træ. Bygningen er godt placeret på grunden, og den spiller sammen med det kuperede terræn på fineste vis, siger stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Stephen Willacy.

Den nye forretning baserer sig på de gode erfaringer og positive reaktioner fra kunderne, som Stark har haft med etableringen af Danmarks første bæredygtige byggemarked i Hørsholm tidligere i år. Nu kommer konceptet til Aarhus – blot i endnu større skala.

Den massive brug af træ er samtidig en respektfuld hilsen til Starks “moderforretning”. Stark udspringer af Aarhus Trælasthandel fra 1896 og forbindes lokalt med de ikoniske røde træhaller på Daugbjergvej i det centrale Aarhus. Hertil kommer Aarhus Mørtel Compagnis lange historie først på Aarhus Havn og senere på P.O. Pedersens Vej. På den måde er det arven fra hele to velrenommerede forretninger som den kommende forretning i Aarhus kommer til at løfte.

Byggeriet af Starks nye forretning begynder, når arbejdet med lokalplanen er afsluttet – det forventes at ske i løbet af 2021 med åbning i 2022.

Det samlede byggeri på 8.100 kvadratmeter er fordelt på 2.800 kvadratmeter butik og 5.300 kvadratmeter drive-in lagerhal. Byggeriet er udviklet i samarbejde med Sweco/Årstiderne Arkitekter, der yder integreret rådgivning på projektet.

Stark er i forvejen Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer med 67 byggecentre i Danmark og 6 i Grønland. Virksomheden beskæftiger cirka 2.500 medarbejdere og er en del af Stark Group, der er en førende leverandør af byggematerialer, service og rådgivning i Nordeuropa.