Nye retningslinjer for store butikker under coronakrisen

Møbelhuse og byggemarkeder og andre store butikker medfører øget risiko for smittespredning af coronavirus. Derfor har regeringen lavet nye retningslinjer, der sætter en grænse for antallet af kunder.

Ikea.
Ikea. Arkivfoto.

Danmark er i gang med en kontrolleret og gradvis genåbning, hvor samfundet skridt for skridt går i retning af en mere normal hverdag. Flere store butikker har holdt lukket af eget valg på grund af coronasmitten, men vil nu åbne igen. Ikea har allerede valgt at åbne.

For at det kan ske på en ansvarlig måde, hvor smittespredningen begrænses, og det er trygt for kunder og medarbejdere, har regeringen i samarbejde med sundhedsmyndigheder og erhvervsliv i Regeringen og Erhvervslivets Coronaenhed udarbejdet et sæt nye retningslinjer, som hjælper disse butikker med at reducere smitterisikoen. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Retningslinjerne sætter blandt andet skrappere kvadratmeterkrav til de store butikker, fordi der er større risici for smittespredning, når mange mennesker stimler sammen. Det betyder konkret, at en butik på 25.000 kvadratmeter højst må have 1.250 personer i butikken. Derudover skal varehuse og andre store butikker sørge for, at det er muligt at passere andre kunder med mere end to meters afstand, og de bør begrænse kødannelsen foran butikkerne. Bistro og legeområder skal holdes lukket.

– Som erhvervsminister er mit ønske, at vi kan åbne flere og flere virksomheder, som har holdt lukket på grund af corona. Det kræver en kontrolleret genåbning. For de store varehuse, der har holdt frivilligt lukket, har der ikke været tilstrækkeligt klare retningslinjer. Derfor har regeringen opfordret netop dem til at vente med at åbne. Efter en god dialog med erhvervet og de ansattes organisationer har vi nu klare retningslinjer på plads. Det er vigtigt, hvis vi ikke skal stimle sammen for mange ad gangen. Dermed er der skabt et godt grundlag for, at Ikea og andre store varehuse, som har holdt frivilligt lukket, kan holde åbent, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Retningslinjerne er udarbejdet efter dialog mellem Erhvervsministeriet, Arbejdstilsynet, Styrelsen for patientsikkerhed samt erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter og skal bidrage til, at de store butikker kan minimere risikoen for smitte, så det er trygt for både kunder og medarbejdere.

– Et af de mest effektive tiltag til at hindre smittespredning er at sikre, at mennesker holder afstand. Store butikker med mange kunder under samme tag giver en risiko for større smittespredning, hvis kunderne stimler sammen i bestemte områder af butikken. Med de nye retningslinjer ved butikkerne, hvordan de skal forholde og indrette sig for at mindske smitterisikoen, siger direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted.

Arbejdstilsynet og Erhvervsstyrelsen vil løbende vejlede og kommunikere om retningslinjerne.