Ny butikschef i Hanstholm Køkken i Odense

Fra den 1. august tiltrådte Ann-Kristin Wäver ny butikschef i Hanstholm Køkken i Odense. Med sine 22 års erfaring fra både design- og køkkenbranchen vil den 48-årige fynbo sætte service højest på dagsordenen.

I august startede Ann-Kristin Wäver som butikschef i Hanstholm Køkken i Odense. Hun kommer fra en stilling som salgschef hos HTH i Svendborg og er uddannet på Jørgen Hansens tegnestue i Kolding som teknisk designer. Mange forskellige områder af designfaget er blevet afprøvet gennem hendes 22-årige karriere, hvor hun har bevæget sig i både design- og køkkenbranchen.

– Jeg har været med til at lave alverdens ting som designer og indretningsarkitekt både til hoteller, restauranter og privatboliger, men særligt køkkenet har jeg altid haft meget fokus på. Det er virkelig et vigtigt rum, der fungerer som omdrejningspunkt for mange familier, siger Ann-Kristin Wäver.

Den nye butikschef er dansk-svensk og opvokset delvist i Sverige og på Fyn og har tilbragt størstedelen af barndomsårene på Thurø. Hun har tre udeboende voksne børn, og bor i dag lidt udenfor Odense.

Med stillingen som butikschef i Hanstholm Køkken følger en nær kundekontakt, Ann-Kristin Wäver sætter stor pris på, og efter at være vendt tilbage til Fyn forventer hun nu at blive hængende.

– Jeg kan godt lide den personlige og nære service og at hjælpe kunderne med at finde de bedste løsninger. Jeg tilbyder nok også mere end det, kunderne umiddelbart regner med, og jeg vejleder gerne videre ud i huset udover selve køkkenet – simpelthen fordi jeg kan, lyder det fra Ann-Kristin Wäver.

Service og trivsel hænger sammen

Det ansvar, der følger med, når ordet “chef” indgår i stillingsbetegnelsen, tager Ann-Kristin Wäver glædelig på sig. Hun vil skabe trivsel, der smitter af hele vejen rundt i forretningen, så også kunderne får del i den gode stemning.

– Jeg vil være med til at få stedet her til at blomstre. Jeg tror først og fremmest, at det vigtigste må være, at vi trives godt her i butikken. Det kan kunderne også mærke. Vi laver rigtig god dansk snedkerkvalitet, og det skruer forventningerne op hos kunderne. Derfor skal servicen også følge trop, og det gør den bedst, når vi har det godt, siger Ann-Kristin Wäver.