Martin Hallund bliver ny administrerende direktør i Ilva

Den 1. september 2022 indtager Martin Hallund posten som ny administrerende direktør i Ilva. Her afløser han Rami Jensen, der har landet topjob i Jysk.

Martin Hallund bliver administrerende direktør i Ilva. Foto: PR.
Martin Hallund bliver administrerende direktør i Ilva. Foto: PR.

Det bliver 47-årige Martin Hallund, der den 1. september 2022 overtager posten som administrerende direktør i Ilva, når nuværende topchef, Rami Jensen, på samme dato forlader Ilva til fordel for Jysk, hvor han tiltræder som President and administrerende direktør per 1. september 2023.

LÆS OGSÅ: Ilva ekspanderer massivt i Sverige

Martin Hallund har arbejdet i Ilva/Idémøbler i mere end 25 år, og derfor har den nye topchef et indgående kendskab til den virksomhed, han nu skal stå i spidsen for.

– Jeg begyndte min lederkarriere som driftsansvarlig på lageret, men siden har jeg arbejdet i rigtig mange funktioner og haft mange forskellige roller. Det har givet mig en god forståelse af alle dele af virksomheden, og det ser jeg bestemt som en fordel, siger Martin Hallund, der i dag har titel af Retail Director i Ilva.

Kursen er den samme

I rollen som Retail Director har han været en stor del af udarbejdelsen af den strategi, som over de senere år har betydet, at Ilva har vendt markante underskud til overskud på bundlinjen.

– Jeg har været med gennem hele arbejdet med strategien, og der er stadig meget i den, som skal eksekveres, for at styrke Ilva yderligere. Det gælder blandt andet ekspansion med flere butikker i Sverige og en fortsat styrkelse af den digitale del af forretningen. Det er projekter, som jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for, siger Martin Hallund.

Godt for Ilva

Bestyrelsesformand, Jan Bøgh, glæder sig ligeledes over, at Martin Hallund har takket ja til udfordringen.

LÆS OGSÅ: Jysk med stigende omsætning og overskud i 2020/2021

– Martin kender ILVA rigtig godt, og det er en stor fordel, når han nu skal træde op på den øverste  plads. Martin har også spillet en vigtig rolle i at udarbejde den strategi, der gør, at Ilva har vendt et negativt resultat til et positivt resultat, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at han er den helt rigtige person til jobbet, siger Jan Bøgh.

Fakta om Martin Hallund – kommende administrerende direktør i Ilva

  • 47 år gammel
  • Bor i Nibe i Nordjylland
  • Gift og har tre børn

Karrierer i Idémøbler – Ilva

  • 1994 – 2009 arbejdet i flere forskellige funktioner som lager, logistik, sælger, souschef, butikschef for Idémøbler
  • 2009 – 2014 – Salgschef og ansvarlig for Idémøbler butikker i Jylland
  • 2014 – Kædedirektør Idémøbler 2018
  • 2018 – 2022 – Retail Director Ilva
  • Ny administrerende direktør fra den 1. september 2022