Lars Larsen Group overtager Sofacompany fra Procuritas

Succesvirksomheden Sofacompany bliver en del af familieejede Lars Larsen Group, som overtager møbelkæden fra Procuritas.

Succesvirksomheden Sofacompany bliver en del af familieejede Lars Larsen Group.
Siden Sofacompany blev grundlagt i Korsør i 2012 af ægteparret Cathrine og Christian Rudolph, har virksomheden år for år øget både omsætning og indtjening, og den kan ikke betegnes som andet end en kæmpe succes.

LÆS OGSÅ: Lars Larsen Group med rekordhøj omsætning

LÆS OGSÅ: Sofacompany i samarbejde med rebelsk designer

Nu tager virksomheden det næste store skridt, når familieejede Lars Larsen Group overtager ejerskabet, der siden 2017 har været majoritetsejet af kapitalfonden Procuritas.

– Jeg glæder mig rigtig meget til, at Sofacompany bliver en del af Lars Larsen Group. Det er en virkelig spændende virksomhed, som kan tilføre os rigtig meget, siger administrerende direktør i Jysk, Jan Bøgh, der som en del af overtagelsen bliver formand for bestyrelsen i Sofacompany.

Han understreger samtidig, at Lars Larsen Group med overtagelsen af Sofacompany leverer på en vigtig del af strategien.

– Opkøbet tager afsæt i vores strategi om, at vi ønsker at være endnu stærkere digitalt, så vi opnår samme markedsandel på de digitale platforme som med vores fysiske butikker. Her har Sofacompany et stort potentiale. Ikke mindst fordi virksomheden leverede gode resultater allerede, inden coronakrisen ramte verden, og onlinesalget af blandt andet møbler blev øget yderligere, siger Jan Bøgh.

Frihed til udvikling

Derfor understreger han også, at opkøbet ikke handler om, at Sofacompany skal være en del af Jysk.

Tværtimod skal virksomheden også fremover drives som en uafhængig virksomhed, præcist som det er tilfældet med virksomheder som Jysk, Ilica, Bolia og SengeSpecialisten, der også er ejet af Lars Larsen Group.

– Det er vigtigt for os som nye ejere, at den nuværende ledelse bliver siddende og på den måde sikrer, at Sofacompany kan fortsætte ad de spor, der er lagt. Men som bestyrelsesformand håber jeg, at jeg med min viden og erfaring kan bidrage til udviklingen af selskabet, ligesom Sofacompany gennem Lars Larsen Group er sikret finansiering til fremtidig vækst, siger Jan Bøgh.

Også hos den tidligere ejer er der tilfredshed med handlen.

LÆS OGSÅ: Jysk investerer massivt i butikker i Sverige

LÆS OGSÅ: Bedste resultat for Ilva i 10 år

– Vi er meget glade for at have solgt Sofacompany til Lars Larsen Group, som er den perfekte ejer til at sikre de næste skridt i Sofacompanys udvikling. Under Procuritas’ ejerskab har vi fokuseret på opbygningen af virksomhedens e-handel, at skifte fokus fra engros til at blive et brand hos forbrugerne samt på betydelig geografisk ekspansion. Vi er meget taknemmelige over indsatsen fra administrerende direktør Henrik Andersen og resten af ledelsesteamet, som har opbygget virksomheden til det, den er i dag, siger Mattias Feiff, co-Managing Partner hos PCI V Advisor AB, som rådgiver Procuritas Capital Investors V.

Transaktionen mellem Lars Larsen Group og Procuritas vil blive gennemført, så snart den er godkendt af relevante myndigheder.

Fakta om Sofacompany

  • Grundlagt som Sofakompagniet i 2012 af ægteparret Cathrine og Christian Rudolph
  • Hovedsæde i Danmark og produktion i Vietnam
  • Omsætning 2020: 545 millioner kroner
  • Resultat EBITDA: 51 millioner kroner
  • Sælger møbler online i en række europæiske lande.