Lærke Flader bliver branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien i DI

Træ- og Møbelindustrien, som er Dansk Industris brancheforening for danske træ- og møbelvirksomheder, får Lærke Flader som ny branchedirektør og dermed erhvervets ansigt ud ad til.

Lærke Flader bliver branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien i DI. Foto: Thomas Arnbo.
Lærke Flader bliver branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien i DI. Foto: Thomas Arnbo.

Lærke Flader har i de senere år markeret sig som branchechef og talsmand for Dansk e-Mobilitet (tidligere Dansk Elbil Alliance) i Dansk Energi.

I takt med elbilernes stigende udbredelse er Lærke Flader blevet en hyppig gæst i medierne med budskaber om politisk behov for nødvendige investeringer i at gøre Danmark til et førende elbil-land.

LÆS OGSÅ: Ikea med løft i omsætning og fald i overskud i 2021

Fremover er det verdenskendte danske møbelproducenter, leverandører af stole, skabe, borde til danske hjem samt savværker og producenter af bl.a. byggematerialer i træ, der skal nyde godt af Lærke Fladers kommunikative evner og lederskab.

– Det er mig en stor glæde, at det er lykkedes at få ansat Lærke Flader som ny branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien. Med hendes mange års erfaringer fra politisk og organisatorisk arbejde er jeg overbevist om, at hun kan blive en gevinst for branchen, siger viceadministrerende direktør Kim Graugaard, DI.

– I Træ- og Møbelindustrien får Lærke Flader en vigtig opgave med at bidrage til erhvervets arbejde med den grønne omstilling i de kommende år, men også med de aktuelle udfordringer, disse virksomheder oplever med forsyningskæderne, siger Kim Graugaard.

Lærke er 54 år og uddannet cand.oecon. i 1993. Hun har 14 års erfaring med politisk interessevaretagelse og organisationsarbejde i den private sektor, samt ni års erfaring med politik-, analyse- og lovarbejde fra centraladministrationen.

Siden 2009 har hun haft ansvaret i Dansk Energi for at opbygge en helt ny brancheorganisation, der repræsenterer hele værdikæden fra energiproduktion til det elektriske køretøj.

LÆS OGSÅ: Jysk med stigende omsætning og overskud i 2020/2021

– Det har været helt fantastisk at være med til at sætte strøm til biltrafikken, i en periode hvor udbredelsen af elbiler er gået fra nærmest nul til at hver anden dansker i dag vælger en elektriske bil. Jeg glæder mig rigtig meget til at bringe mine mange års erfaringer på det politiske og det organisatoriske plan i spil i så stærk og spændende dansk branche som Træ- og Møbelindustrien, siger Lærke Flader.

Lærke Flader bor på Frederiksberg, er gift og mor til tre børn. Hun starter i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København den 4. januar 2022.

Læs mere om Træ- og Møbelindustrien i DI her.