Jysk kan genåbne udenlandske butikker

Jysk måtte i marts midlertidigt lukke over 2.000 af koncernens butikker i 27 lande, men nu kan hundredevis af butikkerne åbne igen.

Jysk. Arkivfoto.
Jysk. Arkivfoto.

Jysk har over 2.800 butikker og 23.000 medarbejdere i 52 lande. I forbindelse med coronakrisen måtte møbelkæden i marts lukke over 2.000 butikker, men ifølge Finans kan hundredevis af butikker nu genåbne.

Alene i Tyskland er 850 af kædens i alt 1.000 butikker allerede genåbnet, skriver avisen.

– Coronakrisen er hård ved os og detailhandlen. Vi har fortsat ca. 1.000 butikker lukkede fordelt over en række lande. Men det er klart sjovere at genåbne, så det arbejder vi kontinuerligt med, hvor det er muligt, siger kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen, fra Jysk, til Finans.

Han forventer, at flere butikker i andre lande også snart kan åbne. Meldingen fra Italien er eksempelvis, at der er udsigt til, at butikkerne kan åbne i maj.

Jysk er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 34,7 milliarder kroner. Jysks omsætning er på 28,32 milliarder kroner.