Indretning med genbrug og 100 planter

Nathalies hjem er rig på planter og indretning med genbrug som omdrejningspunkt. Du er i denne artikel inviteret indenfor i et genbrugshjem, hvor møblerne har alternative funktioner. Eksempelvis bruger Nathalie en gammel tallerkenrække som skohylde.

Hvordan flytter man fra lejlighed til hus, uden at flytningen giver ondt i ryggen? Man sørger bare for, at der intet er at flytte.

Det var nemlig dét, som Nathalie gjorde, da hun, manden Sofus og deres to børn på dengang nul og tre år flyttede fra København til Middelfart.

LÆS OGSÅ: Kom indenfor i 34-årige Elisas genbrugshjem

Huset var så stort, at det krævede mange flere møbler end det, familien i forvejen havde, og samtidig følte Nathalie ikke, at deres nuværende møbler passede ind i det nye hus. Det skriver DBA Guide.

27-årige Nathalie Blois-Puls fra Middelfart har 100 planter i sit genbrugshjem. Foto: DBA Guide.
27-årige Nathalie Blois-Puls fra Middelfart har 100 planter i sit genbrugshjem. Foto: DBA Guide.

Hun solgte derfor familiens klædeskab tre måneder før indflytningsdatoen, og efter det salg gik det over stok og sten. De sidste to måneder i københavnerlejligheden fik parret besøg af købere hver dag. Til sidst fik de solgt alt, og for de penge har Nathalie kunne indrette deres nye hjem – som næsten udelukkende består af genbrugsfund.

– Der var virkelig kaos hjemme i lejligheden. At bo i tre måneder uden klædeskab med en nyfødt, et barn på to og to voksne…. Men vi kunne holde det ud, fordi vi vidste, at det om lidt ville blive godt igen. Samtidig var det en fed start i et nyt hjem: At have gjort rent bord og derfor kunne indrette huset helt fra ”scratch” uden at skulle tage hensyn til, at de nye, brugte møbler skulle passe med vores gamle – for dem havde vi jo solgt.

I dag bor Nathalie, manden Sofus og deres to børn, Norman på tre år og Marvin på et år i et hjem, der ifølge Nathalie er indrettet efter en 70’er-stil, som hun ikke vidste, hun havde en kærlighed til. Det ser hun først nu.

LÆS OGSÅ: Feminin boligindretning med genbrug på Christianshavn

Hjemmet består primært af planter, træmøbler, læder og skind, og den røde tråd er, at alt næsten er købt brugt. Selv græsplænen og planterne. I stuen er det f.eks. kun de to hvide spisebordsstole, som er købt fra nye.

Dette møbel var vigtigst for Nathalie at have i sit nye hjem

Der er minderne om mormor, der er afgørende for, hvilket møbel i Middelfarthuset Nathalie betragter som sin yndlingsfund.

– Slagbænken har jeg altid gerne ville have. Sådan en havde vi nemlig hjemme hos min mormor på hendes gård, og den er bare så hyggelig, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Slagbænken varetager familiens numser, når de spiser aftensmad, for den har fået plads langs væggen foran spisebordet. Nede i slagbænkens ”mavesæk” har Nathalie gemt en masse praktisk.

1.200 kroner måtte Nathalie slippe for bænken, som hun fandt på DBA. Spisebordet havde samme pris, og det har familien ligeledes fundet brugt. Begge fund er store, og de kan synes temmelig vanskelige at få med hjem i en normal bil.

LÆS OGSÅ: Gammel cirkusvogn forvandlet til mikrobolig

– Vi har haft mange ting hængende bagpå det fastspændte cykelstativ på vores forhenværende bil, som var en Ford Ka. Blandt andet tre stole med armlæn – på én gang, og vi har også transporterer flere kommoder på den måde, fortæller Nathalie til DBA Guide og fortsætter:

– Vores motto er, at er vi faldet over noget, skal vi nok få det transporteret hjem på en eller anden måde. Vi kører gerne hele landet tyndt, hvis vi har forelsket os i noget, og så laver vi bare en familieudflugt ud af det.

Dette møbel bruger Nathalie på en helt ny måde

Ofte sparer Nathalie ikke kun penge ved at handle på brugtmarkedet. Hun tjener også nogle gange penge – men typisk i de handler, hvor manden er involveret:

– Jeg er ikke bleg for at købe ting på DBA, som trænger til en kærlig hånd. Jeg nyder faktisk at være kreativ med mine fund. Jeg har for eksempel købt to sofastole, som Sofus og jeg sleb, så de blev rigtig flotte, men de passede dog ikke alligevel ind i vores hjem, så dem solgte vi – endda med fortjeneste, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Hun købte derefter to nye sofastole, som også fik en kærlig hånd, men igen matchede stolene ikke resten af hjemmet, så de måtte også til salg. Stolene blev solgt til en bedre pris, end Nathalie gav.

Nu har hun købt tredje sæt sofastole til hjemmet for 600 kroner per styk, og den ene er færdigslebet.

– Det bliver spændende at se, om jeg også føler, at de vil tjene sig bedre i et andet hjem, griner Nathalie til DBA Guide og fortsætter:

– Den tilgang har jeg til alt, jeg køber: Hvis det alligevel ikke passer ind i vores stil, sælger vi det og tjener lidt på det.

Hun og manden er ikke kun dygtige med en sliber. Nathalie er også flittig til at svinge penslen eller se møbler fra helt nye sider af. Det gjorde hun for eksempel med familiens tallerkenrække:

– Jeg synes, det er sjovt at bruge ting på nye måder. Mit seneste upcycling-projekt har været, at jeg har købt en gammel tallerkenrække, malet den og sat den ud i gangen som skoreol. Det er jeg meget tilfreds med. Enkelt, billigt og nemt – og så er den meget smal, hvilket er vigtigt for, at der er plads i gangen, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Nathalie giver ting en ny funktion. Her fungerer en tallerkenrække som skohylde. Foto: DBA Guide.
Nathalie giver ting en ny funktion. Her fungerer en tallerkenrække som skohylde. Foto: DBA Guide.

Reolen i stuen har Nathalie ”købt” af en kendis

Nathalie og familien tjener ikke kun penge ved at købe brugt og sælge videre, de sparer også en god sjat penge ved at gøre sig nogle handler, som faktisk ikke koster dem noget.

– Jeg søger tit efter gratis ting på DBA. Det har jeg fundet mange af husets møbler ved. For eksempel min globuslampe ovre i hjørnet, fortæller Nathalie til DBA Guide og går hen til reolen.

Denne globus har Nathalie fundet gratis. Foto: DBA Guide.
Denne globus har Nathalie fundet gratis. Foto: DBA Guide.

Da hun står ved reolen for at fortælle om gratisfundet, går det op for hende, at selve reolen faktisk også var et møbel, hun fik uden at skulle have penge op af lommen:

– Reolen fik jeg også gratis. Det var TV-værten, Mikkels Fønsskov, der ville af med den, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Brugt græs: Derfor kan du ofte finde det billigt på DBA

Det er ingen tvivl om, at Nathalie er en genbrugshaj, og det kan også tydelig mærkes i form af, at hun søger efter selv de ting på DBA, andre ikke har fantasi til at forestille sig, at man kan købe på brugtmarkedet:

– Vores græsplæne er belagt med græs, som jeg har købt på DBA. Rullegræs, som en familie havde i overskud, da de skulle etablere deres egen græsplæne ude foran deres nybyggede hus. Jeg betalte 500 kroner for 50 kvadratmeter, fortæller Nathalie, hvis have i Middelfart havde nogle nøgne pletter, og her kunne rullegræsset fint passe ind for at give haven et samlet grønnere udtryk.

Nathalie fortæller, at det bestemt ikke er unormalt, at der er rullegræs til salg på DBA. Ofte køber man hellere for meget end for lidt for at være sikker på, at haven bliver lavet færdig. Det overskydende græs kan derfor oftest hentes billigt eller gratis på DBA:

– Rullegræs bliver hurtigt ”vissent”. Der er en meget kort tidsfrist på at få lagt det, og derfor tager folk typisk ikke særlig meget for deres rullegræs på DBA. De ved godt, at lige om lidt har de en vare, der ikke kan bruges mere, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Genbrugsfund, Nathalie skiller ad for at lade dem brede sig

Græsplænen er ikke det eneste grønne fund, Nathalie har gjort sig. Hun køber også gerne sine planter på brugtmarkedet, og andre bytter hun med i handler.

Den store monstera ovre i hjørnet har kostet Nathalie 100 kroner Sådan en kan snildt snige sig op på omkring 1.000 kroner i den størrelse, hvis man køber den i København.

LÆS OGSÅ: Billig indretning med genbrug i Humlebæk

Den plante, der hænger over spisebordet, viklet ind om lampen, har Nathalie købt ”brugt” for 150 kroner, men planten kunne deles i fire små, så det er kun den ene, der ses over hendes spisebord.

Dette genbrugsfund ville Nathalie ikke have stående frit fremme i stuen

Det er ikke kun møbler og grønt til hjemmet, som Nathalie shopper brugt. Også ting og småsager, som for eksempel legetøj til børnene, finder hun på sider som DBA.

Nathalies mand, Sofus, spiller bongotromme, men den gemmer hun på børnenes værelse, fordi den er for grim.
Nathalies mand, Sofus, spiller bongotromme, men den gemmer hun på børnenes værelse, fordi den er for grim.

Men hylderne i børnenes værelse huser også en tromme, der ikke er legetøj. I hvert fald ikke børnenes:

– Det er en bongotromme, jeg har givet til min mand i julegave. Jeg købte den til ham, fordi han sagde, at han i folkeskolen var god til at spille bongotromme, så det ville jeg da gerne høre, men den er for grim til at stå i stuen, griner Nathalie til DBA Guide.

LÆS OGSÅ: Indretning af sommerhus med Ikea-møbler

Udover en brugt bongotromme finder du også en telefon på hylderne i børneværelset. En telefon, der er mobilens svar på mor og far: En stationær telefon.

– Sådan en kan børnene jo lige så godt lege med, som de kan lege med en farvet, plastik-version fra BR, der skal ligne en telefon, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Det besværlige genbrugskøb, der med nød og næppe lykkedes

Intet er for langt væk, og ingen ting er for besværlige at transportere.

Nathalie og manden sætter ingen grænser, hvis de ser det rigtige genbrugskøb, men her er en fortælling om et møbel, der alligevel var væsentligt besværligt, og som også kostede dem flere timer i ”træværkstedet” efterfølgende:

– Vi manglede opbevaring, men det er bare svært at gå ud og købe et nyt skab, som passer ind i vores hus ånd. I stedet fandt jeg et indbygget skab med teak-låger, som blev solgt til kun 150 kroner, hvis man selv rev det ned. Det gjorde min mand og jeg, og det lykkedes at få revet rammen ned i ét stykke, så skabets fronter var nemme at sætte op hjemme hos os selv, fortæller Nathalie til DBA Guide.

Skabets indmad var dog lidt for besværlig en opgave at opretholde, så hylderne inde i skabet har Sofus selv kreeret.