Indretning af Radisson Red hotel i Aarhus

Kom med en tur rundt på det spritnye Radisson Red hotel, som snart slår dørene op for de første gæster i Aarhus.

Indretning af Radisson Red hotel i Aarhus. Foto: PR.
Indretning af Radisson Red hotel i Aarhus. Foto: PR.

Der er kort tid til, at de første gæster flytter ind på det helt nye hotel Radisson Red i hjertet af Aarhus. Dagen for overdragelsen af det færdige hotel nærmer sig, og bygherrerådgiver fra Niras, Daniel Vestergaard, har lige taget en runde på det næsten færdige hotel for at få styr på fejl og mangler sammen med bygherren.

Foto: PR.

Der arbejdes på højtryk for, at alt skal blive klart til åbningen, hvor det spritnye hotel tager imod gæster for første gang. I det, der snart skal fungere som hotellets restaurant, bugter de store, røde lædersofaer sig og inddeler lokalet i mindre, små intime rum. Lokalet lyses op af gyldne lamper, og rummet smelter sammen med det store atrium i en stor oval specialdesignet bar.

Foto: PR.

Daniel Vestergaard har været bygherrerådgiver på projektet siden september 2018 og glæder sig meget til, at hotellet snart kan åbne.

– Det har været et super spændende projekt, som også har været lidt anderledes, end når vi normalt er bygherrerådgiver, forklarer Daniel Vestergaard.

Foto: PR.

– Normalt afleverer vi en bygning, som en tom skal hvor alt fungerer, men her afleverer vi et færdigt hotel, hvor vi også har stået for indretning af alt inventar, uddyber Daniel Vestergaard.

– Vi skulle følge arkitekternes designoplæg og finde interiør, der passede både på pris og stil.

Foto: PR.

For Daniel Vestergaard har dette projekt været et af højdepunkterne i hans karriere som bygherrerådgiver. Det at stå med ansvaret for et så stort og spændende projekt midt i Aarhus har gjort det ekstra interessant. Det har også været et projekt, hvor han har skulle trække på mange af Niras’ specielle rådgiverkompetencer. Især har indeklima og ventilation været en vigtig faktor, fordi hoteloperatøren stiller store krav til kundernes komfort.

Foto: PR.

Da hotellet er en ombygningssag, har det krævet specielle løsninger for at skabe den ønskede ventilation i allerede eksisterende bygning. Yderligere har der været behov for sparring med konstruktion, VVS og EL samt ikke mindst commissioning, da hoteloperatøren også stiller store krav til dokumentation og driftsplaner.

Har arbejdet oppefra og ned

Hotellet rummer fem etager, hvoraf de fire øverste er helt færdige. Man har bevidst arbejdet på at få etagerne lavet færdige oppefra og ned. På den måde kan man ”i princippet” sikre at de efterfølgende leverancer af for eksempel inventar, IT og AV kan arbejde uhindret af håndværkere, og lette en delvis overdragelse til operatøren. Alt er i stilfulde grå, sorte og røde nuancer suppleret med træ og grønne planter. Der er sat sedler på nogle af værelserne, der fortæller, at her er der rengjort og indrettet efter den inventarliste, der er lavet for hvert værelse.

Foto: PR.

Stilen fra resten af hotellet går igen på et af de næsten færdige værelser – med gråt, sort og rødt som primære farver. Manglende sengetøj og et Kunstfærdigt oksehoved af træstykker på gulvet i hjørnet bevidner, at værelset lige mangler det sidste for at være færdigt. Følelsen af at være Down Town Aarhus forstærkes af de store vinduer med udsigt ud mod Rådhusparken, AROS og Frederiks Allé.

Foto: PR.

Rulletrappen er badet i et knaldrødt lys og ender i hotellets foyer. Væggene er beklædt med sort-hvide, urbane fotos, og duften af nyt interiør hænger stadig svagt i luften. Samme indtryk vil de kommende gæster møde om kort tid, når de træder ind på hotellet for allerførste gang, hvor de sidste synlige beviser på håndværkere er væk.

Kort om projektet Radisson Red Aarhus

Bygherre: Rådhusgården Århus

Bygherrerådgiver: Niras

Arkitekt: Luplau & Poulsen arkitekter

Rådgivende ingeniør: MOE

Totalentreprenør: Cj Group

Inventar leverandør: DOKK16