Indretning af Four Seasons Hotel Montreal

Indretningen af det nyligt åbnede Four Seasons Hotel Montreal har trukket interesse fra en række store design- og arkitekturmedier.

Veletablerede og anerkendte design- og arkitekturmedier som AD Magazine, Condé Nast Traveler, Dezeen og Wallpaper har alle beskrevet den luksuriøse indretning af Four Seasons Hotel Montreal, der åbnede i maj 2019.

Hotellet omfatter 35.000 kvadratmeter fordelt på 18 etager. Lemay og Sid Lee Architecture har sat stregerne til hotellet, der her 169 værelser og derudover rummer 18 private lejligheder samt 3.250 kvadratmeter erhvervslokaler.

– Den største udfordring ved projektet var at skabe rum, der til fulde kunne rumme et så ikonisk brand og gnidningsfrit favne dets værdier og ambitioner på alle niveauer. Bygningen er markant i forhold til sine omgivelser med en volumen, der reflekterer de forskellige skalaer i de omkringliggende bygninger, fortæller Martin Leblanc, der er arkitekt og partner i Sid Lee Architecture.

Knap 1,3 milliarder kroner har det kostet at opføre bygningen, der er svøbt i reflekterende, mørkt glas, hvilket blandt andet giver den effekt, at facadens interagerer med omgivelserne, og hver etage fanger lyset forskelligt.

Hotellets interiør er designet af Paris-baserede Gilles & Boissier i samarbejde med Philip Hazan. De har valgt en stil og et farvespektrum, der står i stærk kontrast til hotellets ydre fremtoning.

Gæsterne træder ind i en lobby med hvid marmor og gyldne elevatorer, og når de får adgang til receptionen på den feminine 3. sal, kan de iagttage og røre ved lyserøde og grå fløjlsvægge.

Følelsen af sofistikeret, moderne luksus fuldendes med glamourøse velour-møbler, en cirkulær bar, minimalistiske himmelsenge og korpulente, baggrundsbelyste spejle, som afspejler den spektakulære udsigt over byen, der tages ind gennem gulv-til-loft-vinduer.

Den vestvendte side af bygningen tilbyder byens bedste mulighed for at beundre det ikoniske gavlmaleri af den afdøde sanger fra Montreal, Leonard Cohen. Gavlmaleriet på bygningen 1420 Crescent Street fylder intet mindre end 1.000 kvadratmeter og er i øvrigt baseret på et fotografi taget af sangerens datter, Lorca Cohen. Maleriet er skabt af en gruppe kunstnere fra det såkaldte MU collective, herunder især El Mac og Gene Pendon.

Det lokale designfirma Atelier Zébulon Perron har stået for indretning og design af hotellets restaurant, Marcus Restaurant, samt den tilstødende lobby, lounge og bar og restaurantens store terrasse på 3. sal.

Lounge, bar, restaurant og terrasse er tænkt som fire forskellige verdener, der dog overlapper og komplementerer hinanden, mens de gnidningsløst glider ind i hotellets moderne arkitektur. Sofistikeret, men alligevel tilgængelig, raffineret, men alligevel organisk.

De fire verdener smelter sammen i design og oplevelse baseret på social ergonomi og moderne smag. De er inspireret af døgnrytmer, hvor hvert øjeblik skal forestilles at være en enestående oplevelse. Særligt fra terrassens solbeskinnede borde kan man nyde udsigten over byen.