Feminin boligindretning med genbrug på Christianshavn

Feminin boligindretning med genbrug er omdrejningspunktet for Frederikkes lejlighed på Christianshavn. Du er inviteret indenfor i lejligheden, der blandt andet byder på en gammel hat som pude i sofaen.

25-årige Frederikke Kaysen drømte om at bo på Christianshavn med lyserøde vægge. Det christianshavnerhjem, du i denne artikel kan få et kig på, rummer dog ingen rosa-farvede rum. For Frederikkes kæreste var ikke vild med idéen om alt for feminin boligindretning. Til gengæld summer hjemmet af summerhusstil, blomstret boligtilbehør, bamser og pastelfarver.

LÆS OGSÅ: Luxxu med bud på feminin boligindretning

LÆS OGSÅ: Soveværelse i ekstravagant fransk stil

LÆS OGSÅ: Møbler fra Sofacompany i nye farver

LÆS OGSÅ: Billig indretning med genbrug i Humlebæk

– Min taktik var, at jeg forslog noget helt ekstremt, som min kæreste ville sige nej til, og så blev kompromiset den her løsning, jeg da også er meget glad for. Han sagde nej til lyserøde vægge, og i stedet blev aftalen en enkelt grøn væg, og at nogle af vores møbler gerne måtte være pastelfarvede, griner Frederikke, der her åbner dørene til sin 81 kvadratmeter store Christianshavnerlejlighed, som parret har boet i i lidt over et år.

Et hjem, der ikke kun er særligt på grund af de nøje udvalgte farver, møblerne har, men også fordi meget af det er shoppet brugt. Det skriver DBA Guide.

Frederikkes mor ’Hun er for nøgen’

I Frederikkes hjem er cirka 70 procent af indretningen købt eller fundet brugt. Det gælder både ovnen, sofaen, og også de helt små nipsgenstande som buster og keramikfigurer.

– Jeg er ikke bange for at give noget gammelt et nyt touch. Jeg køber tit ting, hvor jeg kan sætte mit eget præg. Det gør jeg blandt andet med de figurer, jeg finder. Dem er jeg ikke bleg for at spraymale guld eksempelvis, fortæller Frederikke til DBA Guide.

Det er ikke kun figurernes farve, der kan blive lavet om på, når tingene først er flyttet ind i Christianshavnerlejligheden. Én af Frederikkes figurer har også ændret udseende på anden vis:

– I vindueskammen i soveværelset står en keramikfigur af en nøgen kvinde, der ligger på et stort kattedyr. Den har jeg købt brugt og malet hvid. Men min mor synes, kvinden var for nøgen, så hun har i keramik skabt et tørklæde og puttet om kvindens hals, griner Frederikke, vis mor er keramiker.

Boligmagasinet måtte vende om

Frederikkes hang til genbrug er kommet ind med modermælken. Hendes forældre har altid klunset og genbrugt, og derfor har Frederikke været på utallige genbrugsstationer og loppemarkeder som barn.

– At jeg i dag står frem med mit hjem er noget ekstra særligt for mig, fordi min mor engang skulle have medvirket i en boligmagasin med vores genbrugshjem. Men dengang var det stadig lidt ”flovt” at genbruge. Og vi genbrugte også mest fordi, vi ikke havde så mange penge. Min mor skiftede derfor mening omkring boligmagasinets besøg, og vores hjem kom aldrig i bladet, fortæller Frederikke til DBA Guide og fortsætter:

– I dag er mentaliteten omkring genbrug en anden, og det vil jeg gerne markere ved, at mit hjem nu kommer ”ud”.

Frederikke har fat i en pointe, når hun siger, at folks forhold til genbrug har ændret sig. På DBA måler vi hvert år genbrugstemperaturen hos danskerne, og ifølge Genbrugsindekset 2021 er det 77 procent af danskerne, der inden for de seneste 12 måneder har handlet brugt. I 2016 var dette tal 59 procent. Danskerne har derfor taget genbrug mere og mere til sig.

Genbrugsfundene i Christianshavnerhjemmet står Frederikke primært for. Kæresten er mere utålmodig og søger derfor for de – til tider – hurtige løsninger. Han har dog købt noget brugt til hjemmet, men det faldt også kun halvt i Frederikkes smag:

– Den sorte kaffemaskine fra Smeg har min kæreste købt. Han gav 1.200 kroner for den, hvilket jeg nok synes var liiiidt dyrt, men det er stadig en god besparelse, når man tænker på, at den koster 3.500 kroner fra ny, siger Frederikke om den eneste sorte, synlige genstand i parrets køkken, til DBA Guide.

Sofaen falder i kærestens smag

’Sofa’ er den ting, allerflest søger efter på DBA, og Frederikke kan også skrive sig ind i den statistik. Hendes lyserøde veloursofa er købt brugt for 1.300 kroner, og selvom hun har sparet mange tusind kroner ved at finde den brugt frem for ny, er kæresten ikke helt tilfreds med det bløde møbel.

– Han bryder sig ikke helt om farven, siger Frederikke med et smil til DBA Guide.

Heldigt for ham er Frederikke ikke én, der holder på alle sine møbler for evigt. Det er nemlig derfor, hun køber så meget på brugtmarkedet:

– Jeg kan godt lide at finde og købe brugte ting, for det giver mig en frihed til at skifte møblerne ud lidt oftere. Jeg ved også godt, at en lyserød veloursofa nok ikke er populær om nogle år, men fordi, jeg ikke har givet alverden for den, kan jeg bedre overfor mig selv forsvare at købe en ny, siger Frederikk til DBA Guide og fortsætter:

– Dertil er der allerede så mange møbler i verden, så vi kan jo lige så godt bruge nogle af dem, der allerede er produceret.

Et genbrugshjem, der sætter hele familien i sving

En keramikfigur, som mor kreerede et tørklæde til, og en beskidt lampe, lillebroren skænkede en ny ledning – Frederikkes familiemedlemmer har hænderne skruet godt på, og derfor har alle de ting, hun støder på på genbrugsmarkedet, også mulighed for at udvikle sig, hvis de bliver adopteret af Frederikke.

Selv er hun også ferm med stof og sømpistol:

– Lænestolen inde i soveværelset har jeg selv ombetrukket. Jeg fandt den til genbrugspladsen på Christiania. Den manglede bare et nyt betræk. Det kastede jeg mig ud i. Shit, det tog lang tid at ombetrække den. Jeg brugte en hel dag, husker Frederikke, der dog er endt med et flot resultat og en stol, der passer ind i hjemmets farvekoder.

Hun har også tit pensel og spraymaling fremme, uanset om det gælder sofabordet, kanten på spejlet eller det store skuffedarium i kontoret.

– Men jeg værdsætter også at købe enkelte ting, der ikke skal gøres noget ved. For eksempel står mine to spisebordsstole, som da de blev fundet til storskrald. De kunne nok godt bruge en klat hvid maling, men der er også noget charmerende over at være hvid på den afskallede måde, fortæller Frederikke til DBA Guide.

Hendes lænestol i stuen, som funkler med sit sort/hvide stof har også fået sig en makeover. Da hun købte den på DBA, havde den et andet stof på, men det kunne Frederikkes mor hjælpe hende af med.

Derfor står TV’et på hjul

Frederikke arbejder til hverdag som tegner. Under sit eget navn, Frederikke Kaysen, skildrer hun mest af alt bygninger i opmærksomhedstagende farver. Og ikke mindst derfor er det lidt pudsigt, at Frederikke og kærestens tre vægge i stuen er tom for billeder.

Væggene i stuen rummer kun én ting, og det er Frederikkes Le Klintlampe, købt brugt for 1.300 kroner. Ej heller TV’et hænger på væggen. Det står på hjul, hvilket man sjældent ser hos folk i Frederikkes alder.

– Når jeg ikke har så meget på væggene, så er det helt bevist. Jeg rykker nemlig tit om. Så står sofabordet dér, hvor spisebordet står og sådan noget. Jeg er fri for at bekymre mig om huller i væggene, siger Frederikke til DBA Guide og pointerer, at det også er derfor, at den lampe, der lyser stuen mest op, er en gulvlampe.

Lampen er et ”glimrende” eksempel på, at du kan finde billige skatte på brugtmarkedet, hvis du blot er god til at spotte en ”usleben diamant”. Lampen gav Frederikke nemlig kun 200 kroner, men så krævede den også en ordentlig vask og en pænere ledning. Hun klarede selv turen med kluden, mens Frederikkes lillebror var behjælpelig med elektronikken.

– Det må nok være en af mine bedste handler, fortæller Frederikke til DBA Guide.

Hun bytter ikke kun om på tingenes placering – også deres faste funktion kan blive ændret. Eksempelvis er det lige for tiden hendes kontorbor, der bliver brugt som spisebord, mens hendes nuværende arbejdsbord egentlig er parrets tidligere spisebord. Måske dette ændrer sig.

Sofapuden er en gammel hat

En treværelses ejerlejlighed midt på Christianshavn, 20 meter fra kanalen og med sydvestvendt altan, hvorfra der er udkig til et stort, grønt træ, som også giver altanen lidt privatliv – det hele synes at køre for Frederikke, når man tænker på, at hun kun er 25 år. Men selvom hendes boligsituation og -stil er moden, gemmer Frederikke ikke sine barnlige træk.

– Jeg synes, bamser er hyggelige, og derfor får de også lov til at ligge på sengen, fortæller Frederikke, der udsmykker sengens sengetæppe med velvalgte bamser og puder.

Også sofaen hygger sig med blødt tilbehør, der kunne minde meget om bamser. Sofapuderne er nemlig alle forskellige, og de forestiller en regnbue, en pære og en hund:

– Faktisk et den ene pude en tidligere hat, fortæller Frederikke og tager pærepuden frem. En hat, hun har lukket og puttet en pude ind i.

Hendes barnlige side kan andre også få gavn af, for Frederikkes primære job består ikke kun af at male. Hun lægger også stemme til blandt andet ’K.C. Hemmlig Agent’ og ’Kickin’ It’ på Disney Channel.

Så meget genbruger folk i hovedstaden

Ifølge DBAs talsperson, Julie Schoen, Frederikke et godt eksempel på, at folk, der bor i hovedstaden, er flittige til at genbruge.

– DBAs Genbrugsindeks viser, at 74 procent af dem, der bor i hovedstaden ligesom Frederikke – og på Bornholm – inden for de seneste 12 måneder har handlet med en eller flere brugte ting. 65 procent har købt, og 46 procent har solgt, siger Julie Schoen.

LÆS OGSÅ: Ny havestol fra Ilva er lavet af genbrugsplast

LÆS OGSÅ: Jysk fornyer Scandinavian Sense-kollektion med genbrugsmaterialer

LÆS OGSÅ: Indretning af sommerhus med Ikea-møbler

LÆS OGSÅ: Gammel cirkusvogn forvandlet til mikrobolig

Ud over tøj er boligtilbehør ifølge Julie Schoen blandt de to mest populære genbrugsvarer blandt københavnerne og bornholmerne.

– Dem, der dog er flittigst til at handle med brugte varer, er sønderjyderne, hvor dette gælder for hele 83 procent. Nordsjællænderne er med kun 69 procent dem, hvor færrest har købt eller solgt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder, siger Julie Schoen.