FDB Møbler bliver selvstændigt selskab

Coop skiller nu FDB Møbler ud som et selvstændigt aktieselskab. Formålet er blandt andet at styrke virksomhedens position i udlandet.

FDB Møbler. Foto: Magasinet Indretning.
FDB Møbler. Foto: Magasinet Indretning.

Efter flere års voldsom ekspansion med salg af klassiske og bæredygtige møbler og boligudstyr i Danmark, gør FDB Møbler klar til en ny epoke. Som selvstændigt aktieselskab skal virksomheden mangedoble sin eksport, skriver Coop i en pressemeddelelse.

– Strategien er, at de kommende års vækst skal komme i udlandet. Målet er, at cirka halvdelen af vores omsætning skal komme fra eksport om fem år. I dag er den andel under 10 procent. Med FDB Møbler i et selskab reducerer vi kompleksiteten og kan bedre tilpasse os de internationale kunders behov, siger administrerende direktør i FDB Møbler, Ole Kiel.

Siden FDB Møbler vendte tilbage i 2013, er mærket vokset voldsomt. FDB Møbler bliver solgt online på Coop.dk Shopping, hos Danmarks førende design- og bolighuse samt gennem ni selvstændige butikker i Lyngby, Roskilde, Aarhus, Odense, Aalborg, Gilleleje, Strib på Fyn samt på henholdsvis Trommesalen og St. Kongensgade i København.

– Vi ønsker at være Danmarks mest ansvarlige møbelmærke. Så selv om vi bliver mere løsrevet fra Coop formelt, så bærer vi værdierne videre, siger Ole Kiel.

– I en tid hvor forbrugerne vender sig mod køb-og-smid-væk-kulturen, mærker vi en stærkt stigende interesse for det, vi står for: Klassisk design og bæredygtighed. Det gælder også i stigende grad i udlandet, hvor vi nu er på de to største webshops i Tyskland og til næste år deltager på Europas største møbel- og designmesse, IMM i Köln, for første gang.

Som bestyrelsesformand for FDB Møbler er koncerndirektør i Coop, Jan Madsen, udpeget.

FDB Møbler skiller sig blandt andet ud på markedet med de ikoniske design-klassikere fra eksempelvis Børge Mogensen, Jørgen Bækmark og Mogens Koch.

Desuden stiller FDB Møbler krav til bæredygtig produktion, hvilket skal dokumenteres af officielle certificeringsordninger, primært FSC og Svanen.