Et kig ind i Tivolis luksuriøse Nimb Hotel

I 2015 blev Nimb Hotel kåret som verdens bedste hotel af Small Luxury Hotel. Få et indblik i det luksuriøse hotel her.

Tivoli har investeret et trecifret millionbeløb i byggeprojektet Tivoli Hjørnet, der åbnede november 2017, og som en del af det projekt blev Nimb Hotel udvidet med 21 nye værelser, der alle har balkon og udsigt til Tivoli. For nylig offentliggjorde AIA, American Institute of Architects, den prestigefyldte liste over modtagere af arkitekturprisen 2020, og kunne København og Danmark glæde sig over at netop Tivoli Hjørnet var med på listen.

– Vi er meget stolte over den amerikanske hæderspris og tager det som et stort skulderklap og kvalitetsstempel af vores ambitioner om at skabe langtidsholdbare løsninger, hvor vi både tager hensyn til forlystelseshavens traditioner og fornyelser, der står på skuldrene af kvalitet, siger Tivolis direktør Lars Liebst.

Nimb åbnede oprindeligt i 1909 i den nybyggede maurisk-inspirerede “Bazaar”. Bag bygningen stod Tivoli-direktør og arkitekt Knud Arne-Petersen. Forpagterne Vilhelm og Louise Nimb havde etableret sig som nogle af byens førende gastronomiske entreprenører, og efter åbningen etablerede restaurant Nimb sig hurtigt som byens førende spisested.

Nimb Hotel åbnede efter en gennemgribende renovering af hele Nimb-bygningen den 1. maj 2008. Hvert værelse er personligt og unikt indrettet under mottoet ”Feel like home” med alt det bedste dansk design og hygge kan byde på. Denne stil er ført videre på de nye værelser på Nimb Hotel.

I 2015 blev Nimb Hotel kåret til verdens bedste hotel af Small Luxury Hotel blandt 520 hoteller i 82 lande. Samme år udnævnte Trivago Nimb Hotel til Danmarks bedste hotel.

Nimb Hotel slog dørene op til de nye værelser i november 2017 og rummer nu 38 værelser og suiter. Udvidelsen er på i alt 2.000 kvadratmeter og på toppen af Nimb Hotel åbnede en restaurant samt en terrasse med pool og poolbar i sommeren 2018.

Tagterrassen, der hører til Hotel Nimb, har en unik beliggenhed med udkig til byen og Tivoli. Der er tænkt over detaljerne: lounge-møblerne er malet sorte, så de passer til Nimb-stilen, og poolen er beklædt med italienske mosaikstene, der er håndsorterede og udvalgt, så alle de forskellige nuancer spiller perfekt under vand.