Da Elvis Presley i 1967 blev gift med den amerikanske model, sanger og skuespiller Priscilla Beaulieu Presley, var han på toppen af sin karriere, og det nygifte par kunne derfor vælge og vrage mellem alverdens destinationer, da bryllupsrejsen skulle planlægges. Valget faldt et futuristisk hus i Palm Springs, som med tidens skulle blive Elvis Presleys sommerhus, idet han efterfølgende lejede huset i en årrække.

Huset havde en ideel beliggenhed i pendlerafstand til Los Angeles, hvor “The King of Rock ‘n’ roll” havde travlt med indspilninger i forbindelse med både sin musik og sin skuespillerkarriere.


Den dag i dag ser Elvis Presleys sommerhus i vid udstrækning fortsat ud, som det gjorde da rockkongen boede i huset med sin daværende hustru.



Skulle man have lyst til at gå i parrets fodspor, har man lige nu chancen, idet huset er sat til salg for 2,5 millioner dollars, hvilket svarer til godt 15 millioner kroner.

Elvis Presley fik i sin tid anbefalet huset af sin manager, oberst Tom Parker, og dengang var der tale om et særdeles moderne hjem. Det godt 460 kvadratmeter store hjem er således opført i 1960, men i modsætning til de mange boksformede huse, der dengang blev bygget i USA, er huset karakteriseret ved sine krumme linjer og strukturer, og i 1962 blev det udvalgt af Look Magazine som deres “House of Tomorrow”.

Huset er designet af arkitekten William Krisel, og det blev bygget til ejeren af den entreprenørvirksomhed, der stod for byggeriet af boligkvarteret Vistas Las Palmas, hvor huset ligger. Grundlæggende er huset designet med udgangspunkt i fire cirkulære strukturer, der er fordelt på tre niveauer med en buet mur af murværk. Den enorme bolig rummer blandt andet fem soveværelser og fem badeværelser.





Til huset hører en privat have, en tennisbane, en frugtplantage og en delvis skyggefuld terrasse med swimmingpool og rum til afslapning og udendørs grill.




Gennem årene har en lang række berømtheder ferieret i Palm Springs. Det gælder blandt andet Rat Pack, der festede igennem i Peter Lawfords hjem. Jackie Cooper og Cyd Charisse boede der, ligesom George Hamilton. Jack Kennedy var også en hyppig besøgende hos sin svoger Peter Lawfords hjem.
Ejendommen er til salg hos ejendomsmægleren Scott Histed fra Bennion Deville Homes i Rancho Mirage.