Elgiganten med vækst i omsætning og kundetilfredshed

Elgiganten kommer ud af første halvår 21/22 med vækst i omsætningen og en markant stigende kundetilfredshed.

Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten. Foto: PR.
Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten. Foto: PR.

Elgiganten havde rekordvækst på hele 16 procent med samme antal butikker fra 19/20 til 20/21 og fastholder niveauet i første halvår 21/22. Omsætningen stiger med 1 procent i første halvår og lander dermed på 3,5 milliarder kroner. Samtidig kan butikskæden notere sig en markant stigende kundetilfredshed.

LÆS OGSÅ: De 20 mest populære webshops i 2020

– Jeg er rigtig godt tilfreds med vores halvårsresultat. Det er flotte tal, når man sammenligner med 2020, som var et helt ekstraordinært år. Corona, hjemmearbejdspladser og stor stigning i vores onlinehandel til følge – samt udbetaling af feriepenge – prægede i den grad vores 2020 resultat. Derfor glæder det mig at se, at vi stadig formår at fastholde niveauet sammenlignet med resultaterne fra samme periode sidste år, siger Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten.

Stigende kundetilfredshed i Elgiganten

– Vores vinderformel, som består af en kombination mellem online, fysiske varehuse samt personlig og dygtig rådgivning, fortsætter med at skabe gode resultater. På trods af den udfordrende pandemiperiode vi har været igennem, formår vi endvidere at løfte vores kundetilfredshed, der er steget til over 94 procent i første halvår. Selvsagt er det noget, jeg er utrolig tilfreds med, fortæller Peder Stedal.

Medarbejderne er en af de medvirkende årsager til de flotte resultater, pointerer Peder Stedal.

– Jeg er utrolig stolt af Elgigantens 2.300 ansatte. Hver eneste dag lægger de en kæmpestor indsats, og vi ville ikke have opnået de samme resultater uden dem. Gennem både 2020 og 2021 har vi klaret os gennem dage, uger og måneder med nedlukninger, skiftende forhold og restriktioner. Alligevel er vi kommet stærkt ud på den anden side, sammen, siger han.

I hele regnskabsåret 2020/21 havde Elgiganten i Danmark en omsætning på 7,13 milliarder kroner, mens resultatet landede på 101,3 millioner kroner.

Elkjøp koncernen kom ud med et samlet resultat på det nordiske marked på knap 17 milliarder kroner i første halvdel af regnskabsåret 21/22 og et driftsresultat på 488 millioner kroner.

Elgiganten vokser således på alle markeder, bortset fra i Finland, som viser en mindre tilbagegang på 2 procent. Danmark er vækstet med 1 procent, Norge med 3 procent og Sverige med 6  procent.