Dolle Nordic udvider sortiment af pladsbesparende lofttrapper

Flere flytter til mindre kvadratmeter i de største byer, og derfor udvider Dolle Nordic nu sit sortiment af pladsbesparende lofttrapper.

Dolle Nordic udvider sortiment af pladsbesparende lofttrapper. Foto: PR.
Dolle Nordic udvider sortiment af pladsbesparende lofttrapper. Foto: PR.

Der har været sved på panden hos salgsorganisationen Dolle Nordic, der har brugt de sidste mange måneder på at klargøre lanceringen af 11 nye pladsbesparende lofttrapper udviklet specielt til loftsrum og hemse. Med lanceringen af trapperne, der tæller hele 6.000 varenumre, fordobler virksomheden sit sortiment af pladsbesparende trappeløsninger og forfølger dermed en ambitiøs vækststrategi, der bliver rullet ud over de næste fire år.

LÆS OGSÅ: Indretning af hus med lav loftshøjde

LÆS OGSÅ: Design af loftet i fokus

 – Der er tale om den største produktlancering i vores historie, som ikke alene spiller en kæmpe rolle for os internt, men som forhåbentlig også kommer til at påvirke vores salg markant. Vi har investeret mange penge i indkøbet af de nye trapper og har således også store forventninger til salget på det skandinaviske marked. Fra vores søsterselskaber rundt om i Europa ved vi, at der er et stort potentiale for kundetilpassede trapper til hemse og loftsrum til beboelse, der er lette at montere selv, siger Jesper Holm, der er administrerende direktør i Dolle Nordic.

Han forventer, at den nye produktlancering vil hæve omsætningen markant fordelt på de danske, svenske og norske markeder frem mod år 2025. Derudover håber Jesper Holm, at den øgede salgsaktivitet vil betyde, at han kan ansætte endnu flere hænder i de kommende år.

Vækstpotentiale for pladsbesparende lofttrapper i storbyen

De nye trapper passer perfekt ind i virksomhedens filosofi om at tænke i kubikmeter frem for kvadratmeter, når man skal indrette sig i boligen, og er især målrettet boligejere i de større byer. Her oplever virksomheden nemlig en stigende efterspørgsel på pladsbesparende trappeløsninger.

Dolle Nordic udvider sortiment af pladsbesparende lofttrapper. Foto: PR.
Dolle Nordic udvider sortiment af pladsbesparende lofttrapper. Foto: PR.

– Flere og flere ønsker at bo i og omkring storbyerne, hvilket betyder, at mange vælger at bo i lejligheder eller rækkehuse, hvor pladsen ofte er trang. Vores produkter kan hjælpe boligejerne her med at indrette sig i højden og dermed spare gulvplads – for eksempel ved at udnytte et loftsrum til opbevaring eller bygge en hems til børnene, siger Jesper Holm.

Ni ud af de 11 nye trapper er såkaldte modultrapper – der tilbyder over 1.640 kombinationsmuligheder og skræddersyede løsninger tilpasset hjemmets behov og indretningsstil. For eksempel er det muligt at tilpasse trapperne i højden, tilkøbe trin og selv vælge farve, gelændertype og stålramme. Kun to af de pladsbesparende lofttrapper er færdige pakkeløsninger, hvor konstruktionen og designet er låst fast. Der er også tænkt på brugervenlighed, når det kommer til installation, og derfor tilbydes videoer, der guider slutbrugerne trin-for-trin og gør montagen nem.