Design af hotel i Mexico spiller sammen med særlige omgivelser

På den mexicanske halvø Baja California ligger Solaz Los Cabos Hotel, der er designet og indrettet med øje for de helt særlige omgivelser.

De ekstraordinære omgivelser på halvøen Baja California i det vestlige Mexico med et prærielignende landskab, der møder det dybblå vand i Cortéshavet, udgør scenen for Solaz Los Cabos Hotel, der er designet af Sordo Madaleno Arquitectos, som også har stået for indretningen.

Hotellet med udearealer strækker sig over et areal på hele 9,8 hektar langs kysten med helt unikke topografiske formationer. Det arkitektoniske koncept for hotellet tog udgangspunkt i en vision, om bygning og indretning skulle integreres i landskabet ved hjælp af bløde, organiske former, der refererer til havets bølger og skaber en sammenhængende serie af volumener.

Bygningsvolumenerne rummer både selve hotellet samt lejligheder, restauranter, spa, museum og åbne pladser.

Arkitekterne har gået efter at opnå en varm atmosfære ved i høj grad at anvende træ, ligesom tekstiler med typiske mexicanske farver indtager strategisk udvalgte placeringer.

En af de konceptuelle grundpiller i indretningen af Solaz Los Cabos Hotel er den kunst, der bryder ind i mange af hotellets rum. Den mexicanske kunstner Cesar López Negrete udstiller over 400 værker, der alle har livet og kulturen i Baja California som omdrejningspunkt.

Hans værker bringer både liv i hotelværelserne og uderummene, hvor beplantningen består af planter, der naturligt forekommer i området.

Hotellet stod færdigbygget i 2018.