Dansk graffitikunstner skaber værk til støtte for Røde Kors

På en velgørenhedsauktion den 30. juni svinger Bruun Rasmussen hammeren over værket ”Vores Danmark”, som er skabt af den Los Angeles-baserede kunstner Mikael B.

Danske Mikael B. skaber værk til støtte for Røde Kors. Foto: PR.
Danske Mikael B. skaber værk til støtte for Røde Kors. Foto: PR.

Værket er en nyfortolkning af Danmarkskortet og blev kreeret i en tid, hvor hele verden med ét blev forandret som følge af COVID-19. Mikael B. er bosat i USA, men følte et stærkt bånd til Danmark.

– Jeg havde brug for at udtrykke mine følelser for Danmark på et lærred. Mine mange positive minder fra Danmark, den skønne danske natur med grønne bøgeskove og en smuk, blå himmel fyldt med den reneste nordiske luft. Værket samler alle mine sanseindtryk og kontrasterne i årstiderne, som man kun oplever i Danmark – alt det, der gør det til vores Danmark, siger Mikael Brandrup, der står bag kunstnernavnet Mikael B. og er ambassadør for Røde Kors’ Klub 10, som består af kendte personligheder fra det danske kultur- og erhvervsliv.

Kærligheden til hjemlandet førte til værket ”Vores Danmark”, som Bruun Rasmussen nu udbyder på en Netauktion i samarbejde med Mikael B. og Røde Kors. Alle indtægter fra den kommende auktion går ubeskåret til Røde Kors’ hjælpearbejde i Danmark og udlandet, og Bruun Rasmussen pålægger derfor heller ikke salær i forbindelse med auktionen.

– Som ambassadør for Røde Kors’ Klub 100 glæder det mig, når kunst og velgørenhed går op i en højere enhed. Hos Bruun Rasmussen ser vi frem til at stille en Netauktion til rådighed, så vi kan nå ud til kunstinteresserede verden over og bidrage til det gode formål. Det er derudover første gang, at vi udbyder et værk af Mikael B. på auktion, og det er altid spændende at kunne præsentere en ny, aktuel samtidskunstner for vores kunder, siger Alexa Bruun Rasmussen.

Danske Mikael B. skaber værk til støtte for Røde Kors. Foto: PR.
Danske Mikael B. skaber værk til støtte for Røde Kors. Foto: PR.

”Vores Danmark” er også sat til salg i en række ”limited edition”-prints på Mikael B.’s egen hjemmeside, hvor 20 procent af salget går til Røde Kors. Samlet set forventer Mikael B. at donere mindst 250.000 kroner til Røde Kors fra salget af printsene og originalværket på auktionen, og det vækker glæde hos generalsekretær Anders Ladekarl.

– Corona-krisen har kun forstærket udfordringer med mistrivsel, ensomhed og isolation i Danmark, og vi ser desværre, at behovet for støtte og hjælp kun er stærkt stigende. Derfor er vi utrolig glade for, at Mikael B. har valgt at bruge både tid og kreativitet på at gøre en konkret forskel for udsatte og sårbare mennesker og for den vigtige støtte, vi får fra Bruun Rasmussen. Det er flot samfundssind. Donationen fra ”Vores Danmark” vil bidrage til, at vi kan hjælpe endnu flere, både i Danmark og i verdens fattigste egne, hvor Corona-krisen også har vist sit grimme ansigt,siger Anders Ladekarl.

”Vores Danmark” er vurderet til 80.000 kroner på auktionen. Man kan byde med allerede nu på bruun-rasmussen.dk, og hammeren falder tirsdag den 30. juni fra klokken 20.