Classicroom.dk går konkurs

Selskabet bag webshoppen classicroom.dk er gået konkurs, og hjemmesiden har lukket ned for bestillinger. Classicroom.dk blev lanceret i 2019.

Ifølge Wood-supply.dk er selskabet Classic Room, der står bag webshoppen classicroom.dk, gået konkurs. Selskabet, der forhandlede møbler og brugskunst fra basen på Hjerting Strandvej 46 i Esbjerg, blev taget under konkursbehandling efter begæringer modtaget den 21. januar 2021.

Wood-supply.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra stifter af selskabet, Henrik Beier Pedersen. Kurator Jørgen Makholm, Ventus Advokater, oplyser over for Wood-suply.dk, at det endnu er for tidligt at udtale sig om årsagen til konkursen.

LÆS OGSÅ: Creative Wood imponerer i Løvens Hule

LÆS OGSÅ: Ny Place Me-hylde i Jysk designet af praktikant

“Umiddelbart kunne det ud fra den nuværende vurdering af varelager og inden bogholderi og kontoudtog fra bank tyde lidt på, at virksomheden er blevet kvalt i sin egen succes ved, at administration lager og likviditetsstyring ikke har fulgt med væksten i virksomheden”, skriver han i en mail til Wood-supply.dk.

På Classicroom.dk står der nu, at “hjemmesiden er lukket, bestillinger vil derfor ikke blive behandlet.” Ifølge Wood-supply.dk vrimler det med dårlige anmeldelser på trustpilot.dk.

“Har nu i en måned forgæves forsøgt at få fat på dem, flere gange ugentligt, via mails og telefon. Mails giver kun autosvar og telefonen bliver ved med at spille ventemusik”, skriver en bruger på Trustpilot, hvor Classicroom.dk i skrivende stund er vurderet til 2,2 stjerner.

En anden bruger oplyser, at han gennem fire måneder har modtaget et autosvar på sine klager, hvori classicroom.dk skriver, at “et meget stort antal af ordrer som resultat af frigivelsen af de indefrosne feriepenge”, har givet forlænget svar- og leveringstid, selvom virksomheden har ansat tre nye medarbejdere.

I årsregnskabet for 2018/19 kunne selskabet Classic Room fremvise et driftsresultat på godt 900.000 kroner samt årsresultat på knap 770.000 kroner før skat, mens bundlinjen lød på knap 600.000 kroner efter skat.

Selskabets balance per 31. december 2019 udviste en balancesum på næsten 3,9 millioner kroner, og en egenkapital på lidt under 650.000 kroner.

Til sikkerhed for gæld til realkreditinstitutter, på 1,6 millioner kroner, var der givet pant i grunde og bygninger, hvis regnskabsmæssige værdi per statusdagen udgjorde 1,9 millioner kroner.