Christensen & Co udvider kompetencer inden for interiør og design

Christensen & Co arkitekter har valgt at satse yderligere på interiør og design. Med mange nye inventarprojekter i støbeskeen har arkitektfirmaet ansat nye medarbejdere, så virksomheden kan holde momentum og skabe endnu flere kvalitetsdesigns til læring, kultur og work space i det kommende år.

Med ansættelsen af arkitekterne Diana Lindboe og Gitte Kolbeck Kjær styrker Christensen & Co deres interiør- og designteam med specialiserede kompetencer indenfor design af interiør til læringsmiljøer og work spaces.

– Vi har oplevet en fantastisk positiv modtagelse fra brugerne af vores interiør og designprojekter og vil derfor fremover satse mere på den type projekter. De nye ansættelser supplerer vores specialiserede arbejde med design af læringsbyggeri, der fremmer fællesskab og fordybelse, og styrker vores kompetencer fremadrettet i at skabe interiør til work spaces, siger Vibeke Lindblad, direktør hos Christensen & Co.

I mange år har virksomheden specialiseret sig i at skabe de arkitektoniske rammer om nye læringsmiljøer, gennem design af universitets- og skolebyggerier. Med den seneste udvidelse af interiør- og designafdelingen, ser Christensen & Co ind i en fremtid med mange flere interiørprojekter, hvor virksomhedens kompetencer indenfor design af læringsmiljøer vil bidrage til at skabe inventar, der understøtter et åbent og fællesskabende læringsrum.

Travlhed indenfor interiør og design

Anna Schwartz, design manager Interiør og Design hos Christensen & Co.
Anna Schwartz, design manager Interiør og Design hos Christensen & Co.

– Vi har haft stor succes med vores interiørprojekter, og jeg ser virkelig frem til, at vores nye kompetente team sammen kan løfte de spændende projekter, vi har i støbeskeen, siger Anna Schwartz, design manager Interiør og Design hos Christensen & Co.

Af virksomhedens igangværende interiørprojekter kan nævnes Høje-Taastrup Børnekulturhus, Skævinge Kultur-, Idræts- og Fritidshus (SKIF) og flere bygninger på DTU. Arkitektvirksomheden har netop afsluttet et omfattende interiørprojekt for Læringshuset Nærheden – en innovativ, projektbaseret skole, hvor det specialdesignede inventar skaber alsidige læringszoner, der understøtter forskellige trin i læringsloopet.

I projekterne indarbejder Christensen & Co hensyn til både arbejdsgange og menneskelige brugsmønstre for at skabe interiør, der afspejler den ønskede identitet og understøtter strategien for rummenes funktion.

Arkitekt Gitte Kolbeck Kjær, Christensen & Co Arkitekter.
Arkitekt Gitte Kolbeck Kjær, Christensen & Co Arkitekter.

Gitte Kolbeck Kjær blev uddannet arkitekt i 2009. Siden da har hun arbejdet med design og kreativ ledelse af interiørprojekter, spaceplanning og workdesign, senest hos Danielsen Spaceplanning.

Hun har omfattende erfaring med udvikling af interiør til kontormiljøer, der fremmer fællesskabet på arbejdspladsen.

– Jeg glæder mig til at prøve kræfter med design af interiør til læringsmiljøer og til at byde ind med mit perspektiv på projekterne, siger Gitte Kolbeck Kjær.

Arkitekt Diana Lindboe, Christensen & Co Arkitekter.
Arkitekt Diana Lindboe, Christensen & Co Arkitekter.

Diana Lindboe blev uddannet arkitekt i 2016. Diana har arbejdet passioneret med formgivning og design med et særligt fokus på de sanselige kvaliteter og egenskaber, der påvirker vores perception af rum og arkitektur.

Senest har hun arbejdet selvstændigt på interiørprojekter for private, samt på retail- og udstillingskoncepter i virksomheden Studio Pneuma.

– Det er virkelig spændende, at vi har så forskellige erfaringer med i bagagen. I interiør- og designafdelingen har vi tilsammen en stor mængde viden og supplerer hinanden godt, siger Diana Lindboe.

I efteråret 2021 har Christensen & Co. arkitekter indviet tre nye bygninger: Viby Bibliotek og Kulturhus, Odsherred Teater og Læringshuset Nærheden. Virksomheden har i løbet af året løst interiøropgaver for DTU og Læringshuset Nærheden samt projekter for blandt andet Finansforbundet og University of Toronto, der både består af nybyggerier og transformationer.