Camilla Haustrup Hermansen er ny bestyrelsesformand for Dansk Design Center

Camilla Haustrup Hermansen er ny bestyrelsesformand for Dansk Design Center. Hun overtager posten efter Michael Rasmussen, som har været formand siden 2016. 

Camilla Haustrup Hermansen, bestyrelsesformand for Dansk Design Center. Foto: PR.
Camilla Haustrup Hermansen, bestyrelsesformand for Dansk Design Center. Foto: PR.

Dansk Design Center har fået ny bestyrelse. De syv medlemmer repræsenterer erhvervslivet bredt og kommer med fagligheder inden for blandt andet design, digitalisering og grøn omstilling, skriver centret på sin hjemmeside.

– Danmark har en lang og stolt tradition inden for design og designbaserede løsningsmetoder, som vi skal udbygge og udbrede til gavn for vores virksomheder. Dansk Design Center skaber en national, samlende og slagkraftig erhvervsfremmeindsats, som viser, hvad dansk design og designtænkning kan, og bringer design i øjenhøjde, så virksomhederne kan bruge det strategisk i deres forretningsudvikling til at løfte deres potentiale for digitalisering, innovation, grøn omstilling og meget mere, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S) på hjemmesiden.

Bestyrelsen har konstitueret sig med Camilla Haustrup Hermansen som formand og Lars Frelle-Petersen som næstformand. Formand Camilla Haustrup Hermansen er direktør og medejer i produktionsvirksomheden Plus Pack på Fyn. Hun står desuden i spidsen for regeringens klimapartnerskab om affald, vand og cirkulær økonomi. Næstformand Lars Frelle-Petersen er direktør i Dansk Industri med ansvar for digitalisering.

– Gennem design og designtænkning kan virksomhederne udvikle nye bæredygtige forretningsmodeller, produkter og løsninger, som kan være med til at understøtte klimaindsatsen herhjemme og i udlandet. Design og digitalisering skal gå hånd i hånd i udviklingen og implementeringen af nye cirkulære forretningsmodeller og systemer, der kan reducere Danmarks CO2-udledninger, og potentialet er enormt, udtaler Camilla Haustrup Hermansen.

Camilla Haustrup Hermansen overtager posten efter Michael Rasmussen, som har været formand siden 2016.