Bruun Rasmussen sælger verdens dyreste Finn Juhl-møblement

En sofa og to stole lavet af Finn Juhl, der er blevet givet kælenavnet ”elefantmøblementet”, er blevet solgt for et rekordbeløb på 4,03 millioner kroner til en europæisk samler.

Torsdag aften var Bredgade 33 ramme om en stor aften i dansk designhistorie. Bruun Rasmussen solgte en sofa og to stole lavet af Finn Juhl i 1939. Sofasættet blev præsenteret på Snedkerlaugets Møbeludstilling og blev dengang opfattet som alt for meget for tidens smag. Det blev købt af kunstneren Mogens Lorentzen og har siden været i familiens eje. Det vidste designverdenen dog ikke. Allerede et par år efter blev billeder af sofaen inkluderet i bøger om dansk design, men alle troede, den var gået tabt. Det var derfor et unikt stykke designhistorie og kulturarv, der blev solgt.  Køberen var europæiske samler, der samlet investerede 4.030.000 kroner i sofaen og de to stole.

Frederik Bruun Rasmussen fortalte på podiet, hvor stolt Bruun Rasmussen er over at blive betroet salget. Siden faldt hammeren på 2.100.000 kroner for sofaen og 1.000.000 kroner for de to stole. Dertil skal lægges salær og kunstnerafgift. Den samlede pris gør det til det dyreste Finn Juhl møblement, der nogensinde er solgt.

– Med den fantastiske pris på Finn Juhl møblementet har vi fået et bevis for, at klicheen om at godt design holder, er blevet slået fast med syvtommersøvn. Det har været en fantastisk proces fra vi fik møblerne indleveret, fik dem restaureret, og nu solgt til rekordpris. Jeg er meget stolt over det teamwork hos Bruun Rasmussen, der ligger bag, siger Peter Kjelgaard, afdelingsleder hos Bruun Rasmussens afdeling for moderne design.

For meget for tidens smag

I 1939 var der mange, der syntes, at selv Kaare Klint var en kende for moderne, så det kan nok ikke undre nogen, at dette møbelsæt af Finn Juhl har virket kontroversielt og provokerende i samtiden. Formerne er skulpturelle og organiske og refererer til moderne kunst som for eksempel Jean Arps legende former. I en anmeldelse af udstillingen lød det i Berlingske Aftenavis: ”Arkitekt Finn Juhl har tegnet en meget excentrisk Opholdsstue (…) Sofaen er i en mærkelig udhugget Stil. De ejendommelige Møbler er udført af Niels Vodder (…)”.

Det vakte til gengæld meget stor glæde i Bruun Rasmussens afdeling for moderne design, da møblementet blev indleveret. Afdelingsleder Peter Kjelgaard tøver ikke med at kalde møblementet den største skat inden for dansk design.

– Da jeg så Finn Juhls sofa, kunne jeg næsten ikke tro, at det var sandt. Jeg har arbejdet hele mit voksenliv med dansk design, men det her er det mest interessante møbel, som jeg nogensinde har haft mellem hænderne. Sofaen kendes kun fra fotografier i litteraturen, og alle i designverdenen har troet, at den var forsvundet. Jeg betragter det nærmest som om, at et af de helt store mysterier i dansk designhistorie er blevet opklaret, udtaler han.