Bronzefigur af Johannes C. Bjerg solgt for 750.000 kroner

Efter en spændingsfyldt budkrig løb en bronzefigur af den danske billedhugger Johannes C. Bjerg af med et hammerslag på hele 750.000 kroner.

Adskillige kunstinteresserede bød løs, da Bruun Rasmussen onsdag aften havde moderne kunst under hammeren på forårets Bredgade-auktion. Flere værker blev solgt til imponerende hammerslag langt over vurderingsprisen efter budkrige mellem budgivere fra hele verden både i salen, på telefon og online.

LÆS OGSÅ: Prins Henriks skulpturer på auktion hos Bruun Rasmussen

LÆS OGSÅ: P.S. Krøyer-maleri af Henny Brodersen på auktion hos Bruun Rasmussen

LÆS OGSÅ: Masser af kvindekunst solgt hos Bruun Rasmussen på kampdag

Aftenens store højdespringer kom dog i skikkelse af en lille Pan-bronzefigur af den danske billedhugger Johannes C. Bjerg. Her røg budene hurtigt i vejret og nåede op på et hammerslag på 750.000 kroner – langt over vurderingen, der lød på 80.000-100.000 kroner.

– Vi har haft med to passionerede, internationale samlere at gøre, som begge har ventet på så fint et eksemplar, og det pressede prisen i vejret. Vi er derfor meget tilfredse med salget i dag, fortæller leder for afdelingen af moderne kunst hos Bruun Rasmussen, Niels Raben.

Her er tale om Pan-figur lavet i patineret bronze. Efter sin fremstilling i 1919 var figuren ”Pan på firkantet plint” at finde på udstillingen ”Grønningen” i Aarhusforeningen Moderne Kunst i Aarhus.

Pan-figuren kommer fra den græske mytologi og er typisk kendt for sine to horn i panden og ikke mindst drilske væsen, der ofte skaber ulykker for underholdning.

Bag værket er den danske billedhugger Johannes C. Bjerg, født i 1886, hvis hovedværker kan opleves på flere af de største museer i Danmark. Som kunster gik Bjerg gradvist fra modernistiske eksperimenter til mere nyklassicistisk påvirkning, hvorfra han fik mange store bestillinger. Bjerg dyrkede relieffet med en fin fornemmelse for de krav, denne specielle udtryksform stiller. Først var inspirationen den græsk arkaiske stil, senere den ældre danske nyklassicisme. Han var en søgt portrætbilledhugger og har fremstillet talrige buster af tidens fremtrædende personligheder.

Folk køber kunst som aldrig før

At købeglæden for kunst på auktion er i rivende vækst, viste sig tydeligt. Aftenen bød således på høje hammerslag for en række moderne kunstværker. Blandt andet surrealisten Elsa Thoresens værk ”Surrealistisk landskab”, som med en vurdering på 12.000-15.000 kroner nåede et hammerslag på 120.000 kroner samt et unavngivet kunstværk af André Marfaing, som var vurderet til 15.000-20.000 kroner, men endte med et hammerslag på 72.000 kroner. Ikke mindst blev en modernistisk opstilling af Vilhelm Lundstrøm fra 1940’erne solgt for 380.000 kroner mod en vurdering på 150.000-200.000 kroner.

Også samtidskunst var i høj kurs. Således opnåede et kontroversielt og neonlysende værk fra 2008-2013 af kunstnerkollektivet Superflex et hammerslag på 140.000 kroner, mens et andet bemærkelsesværdigt værk af Balder Olrik, skildrende en benzintank lyse op i mørket, gik for over det dobbelte af vurderingen med et hammerslag på 45.000 kroner.

Dronningens maleri var populært

Endnu et højdepunkt på aftnenen var et akrylmaleri af Hendes Majestæt Dronning Magrethe II. Værket ”Fra de yderste fjelde. Brønden II” malet i 2000 var vurderet til 100.000-150.000 kroner, men flere bydere meldte sig på banen, hvilket endte med et flot hammerslag på 230.000 kroner.