Bolia med rekordhøj omsætning og overskud i 2020/2021

Bolia har investeret massivt i omstilling og digitalisering igennem de seneste år. Indsatsen belønnes med vækst i omsætning og overskud i 2020/2021.

Bolia har revolutioneret deres design- og produktudvikling hele vejen fra de første designskitser til den endelige kollektion og det er blevet positivt modtaget af kunder verden over. Det kan ses i rekordresultatet for regnskabsåret 2020/21, der viser en omsætning på 1,2 milliarder kroner, hvilket svarer til en salgsvækst på 14 procent salgsvækst i forhold til året før, og et EBIT-resultat på 96,6 millioner kroner, hvilket giver en indtjeningsvækst på 20 procent i forhold til året før.

LÆS OGSÅ: Lars Larsen Group med rekordhøj omsætning

LÆS OGSÅ: Bolia og Lemus lancerer deres fælles lydmøbel Luxe Soundsystem

LÆS OGSÅ: Bolia og La Cabra Coffee i nyt samarbejde

– Vores mål har været at udvikle færre, men langt bedre designs, ved at skifte det kreative fokus fra omskiftelige trends og hastige kollektionslanceringer til et mere tidløst formsprog, langtidsholdbar kvalitet samt mere bæredygtige løsninger og materialer, siger administrerende direktør i Bolia, Lars Lyse Hansen.

– Det betyder blandt andet, at vi nu kun benytter FSC®-certificeret træ (FSC® C165124), STANDARD 100 by OEKO-TEX®-certificerede møbelstoffer og sporbart læder i vores produktudvikling. Derudover tester vi vores designs op mod de strengeste standarder på markedet, så vi er sikre på, at vores kunder får et smukt design, der holder i mange år. Som et resultat af netop dét, har vi kunnet udvide vores produktgaranti til ti år på samtlige designs i vores kollektion, fortsætter han.

Skruer op for ekspansionen

Den strategi har vist sig populær hos kunderne, og derfor ønsker Bolia også at sætte endnu mere fart på væksten.

– Vi er taknemmelige for, at vores kunder verden over har taget så godt imod vores nye kollektioner og skruer derfor op for vores ekspansion af nye butikker, nye webshops, nye globale partnerskaber og salg til det professionelle marked. fortæller Lars Lyse Hansen.

– Vi har netop åbnet nye Bolia designbutikker i Eindhoven, Rotterdam, Alkmaar, Luxembourg og Berlin og fremadrettet planlægger vi at åbne et-to nye Bolia designbutikker hver måned året rundt, afslutter han.

Aktuelt har Bolia 72 designbutikker i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Belgien, Holland, Schweiz, Østrig, Luxembourg og Frankrig samt webshops i yderligere 30 lande i Europa. Derudover samarbejder Bolia med over 600 forhandlere i mere end 50 lande verden over.

Bolias designkollektiv inkluderer flere end 40 internationale designere, der alle deler en passion for bæredygtige løsninger og New Scandinavian Design. I tæt samarbejde skabes to kollektioner årligt, der altid tager afsæt i den foranderlige skandinaviske natur og hvor ethvert design skræddersys specifikt til kundens behov og ønsker.

Bolia.com har været en del af Lars Larsen Group siden 2001. I 2019/2020 havde Bolia en nettoomsætning på godt 1 milliard kroner, mens årets resultat landede på godt 60 millioner kroner.