Biltema i Hjørring er åbnet

Som et vigtigt skridt i detailgigantens vækstplan har Biltema netop åbnet varehus nummer 150 i Norden. Med det nye varehus, der ligger i Hjørring, hæver Biltema standarden inden for klima og bæredygtighed.

Biltema Hjørring åben
Det nye varehus blev indviet af borgmester Arne Boelt. Foto: PR.

Den 3. oktober slog Biltema dørene op til detailkædens andenstørste varehus i Danmark og tog dermed endnu et skridt mod virksomhedens ambitiøse målsætning om at have 25 danske varehuse i 2025. Det nye varehus i Hjørring er nummer 150 i Norden og detailgigantens hidtil mest ambitiøse projekt med hensyn til klima og bæredygtighed.

– Vi skal sætte så lille et klimaaftryk som muligt, og derfor stiller vi usædvanligt store krav til bæredygtighed i både byggefasen og den efterfølgende drift. Det nye varehus er et fyrtårn inden for klimavenlighed, der tydeligt illustrerer vores målrettede arbejde med bæredygtige løsninger, siger Jacob Borring Møller, der er direktør i Biltema Danmark.

Biltema Hjørring åben
På grund af corona-restriktionerne forløb åbningen af Biltema i Hjørring anderledes end normalt, og lange kødannelser var omdannet til en jævn strøm af kunder i løbet af både lørdagen og søndagen. Foto: PR.

Det nye varehus er på 6.600 kvadratmeter og beklædt med hvidt tagpap, der mindsker varmedannelsen. Et 300 kvadratmeter stort solcelleanlæg på taget leverer delvist strømmen til varehuset, mens varmen kommer fra et 200 kW jordvarmeanlæg. Gennem intelligent styring skal varme- og energiforbruget begrænses, og der er tidstyret LED-belysning overalt.

25 danske varehuse i 2025

Varehuset i Hjørring er en del af Biltemas ambitiøse ekspansionsplan, hvor målet er at være landsdækkende med 25 varehuse i Danmark inden udgangen af 2025.

– Vi går mod strømmen og vil have flere fysiske butikker, og vi er på udkig efter lokationer til kommende varehuse. Vi prioriterer den personlige vejledning, og i Hjørring, der er et knudepunkt for erhvervslivet i Vendsyssel, har vi en god mulighed for at komme tættere på kunderne, siger Jacob Borring Møller.

Varehuset i Hjørring er den 13. Biltema i Danmark for Biltema.