Badestol fra C. F. Møller vinder tysk designpris

Ascento, der er en ny og modulopbygget badestolsserie fra C. F. Møller Design, vinder tysk designpris 2020 i kategorien "Bad og velvære".

“Badesædet imponerer med sin enkle og moderne æstetik, der gør, at det nemt kan indgå som en naturlig del af mange badeværelsesmiljøer. Sædet kan desuden tilpasses brugernes særlige behov med brug af forskellige moduler, hvilket gør produktet ekstremt fleksibelt”, udtaler juryen bag den tyske designpris 2020 ifølge en pressemeddelelse fra C. F. Møller.

“Ascentos udgangspunkt har været at skabe en badestolsserie, der ikke bare forenkler og gør hverdagen lettere for ældre og bevægelseshæmmede, men også appellerer til alle, der ønsker lidt ekstra komfort og sikkerhed på badeværelset, takket være et smukt og enkelt design”, skriver C. F. Møller om badestolsserien.

Der er ifølge C. F. Møller Design lagt stor vægt på brugernes oplevelse af komfort og sikkerhed.

“Også praktiske overvejelser vedrørende montage, brug og rengøring har været afgørende. Produktets bidrag til den samlede oplevelse af rummet har ligeledes været vigtigt. Det afspejles i, at de veloptimerede armlæn med to positioner og den automatiske gulvstøtte udgør en naturlig del af den overordnede form, således at produktet også fremstår integreret og enkelt, når sædet er foldet op”, skriver C. F. Møller.

Serien er udviklet i samarbejde med det tyske firma Normbau. C. F. Møller Design har tidligere designet produktserier til Normbau, herunder en omfattende serie af støttegreb og andet inventar til badeværelset, der markedsføres under navnet Cavere. Serien blev i 2019 belønnet med Design Plus-prisen, fremgår det af pressemeddelelsen.