ABC-Reoler vil tredoble omsætningen

En tredobling af omsætningen de næste år og 100 millioner kroner på sigt. Sådan lyder Canett Furnitures vækstplaner for dattervirksomheden ABC-Reoler, som kom på møbelgigantens hænder i foråret. Og i den forbindelse har virksomheden allieret sig med midtjyske Nicholaisen, som har leveret et omfattende analyseprojekt og femårig investeringsplan, der har til formål at optimere produktionen i vestjyske Aulum og således gøre det muligt at indfri vækstambitionerne.

Quadrant fra ABC-Reoler. Foto: PR.
Quadrant fra ABC-Reoler. Foto: PR.

Du får aldrig en ny chance for at gøre et godt førstehåndsindtryk. Sådan lyder det fra en af Skandinaviens førende møbelleverandører Canett Furniture i Lemvig, som i foråret overtog ABC-Reoler og i den forbindelse står overfor en relancering af reolvirksomhedens sortiment, som blandt andet tæller den ikoniske ABC Classic-stigereol og reolsystemet Quadrant.

Derfor indledte virksomheden et samarbejde med midtjyske Nicholaisen, som leverer salg, projektering og rådgivning af innovative maskinløsninger samt servicekoncepter, med henblik på at få løftet og skaleret produktionen i Aulum. Samarbejdet skal således gøre det muligt fortsat at levere høj kvalitet og til tiden, når salgstrykket i den nærmeste fremtid forventes at blive opjusteret markant.

LÆS OGSÅ: LivingBetter får nye investorer

– Vi ser et enormt potentiale i ABC-Reolers klassiske reolsystemer, som har været uforløst de senere år. Derfor står vi overfor en kraftig vækstplan, hvor vi vil tredoble omsætningen de kommende år, mens vi inden for de kommende 5-6 år forventer at runde 100 millioner kroner i omsætning, fortæller administrerende direktør i Canett Furniture, Claus S. Nørgaard.

– Som et led i vækstplanerne er det helt afgørende, at vi har et nøjagtigt billede af tilstanden af de maskiner, som udgør produktionen i Aulum, og af den grund allierede vi os med Nicholaisen. Når vi relancerer ABC-Reoler, får vi kun én chance for at gøre et godt ”førstehåndsindtryk”. Derfor er det vigtigt, at vi først og fremmest får optimeret produktionen og foretaget de nødvendige investeringer i ny teknologi, så produktionen også kan følge med, når vi øger salgstrykket – ellers ville vi risikere at drukne i vores egen succes, når ordrerne tikker ind. 

Quadrant fra ABC-Reoler. Foto: PR.
Quadrant fra ABC-Reoler. Foto: PR.

Helt konkret har Nicholaisen netop afleveret en såkaldt vækstrapport, som dels indeholder en analyse af hele den nuværende produktions effektivitet og kapacitet og dels en femårig investeringsplan for optimeringer og investeringer i produktionen, som skal gøre det muligt at håndtere den forventede vækst.

– Vi ser ofte, når danske produktionsvirksomheder vil vækste, at de blot skruer op for salgsindsatserne – og det er et problem. Salg og produktion hænger unægteligt sammen, og hvis man ikke tager højde for produktionens kapacitet, ender man som virksomhed med ikke at kunne levere. Når ABC-Reoler i modsætning til den tendens får lavet en vækstrapport, som zoomer ind på produktionsmaskinernes tilstand, risikerer de ikke at stå i den situation, lyder det fra salgschef Bo Brun Holm fra Nicholaisen.

Data og fakta giver tryghed ved investeringer

Med udgangspunkt i den nye vækstplan har man hos ABC-Reoler allerede investeret omtrent 10 millioner kroner i tre nye maskiner til produktionen, som Nicholaisen har leveret til fabrikken i Aulum, mens virksomheden yderligere netop har investeret i et anlæg til overfladebehandling.

– Vi vidste allerede forud for opkøbet af ABC-Reoler, at produktionen trængte til renoveringer og vedligehold samt nye investeringer. Men fremfor blot at begynde at købe i blinde, hvor der lige var behov i de enkelte processer, har vi nu et fuldt overblik over fabrikken og vores investeringsbehov. På den måde risikerer vi ikke, at problemet flytter sig til nye områder, når vi investerer ét sted i produktionen. Samtidig har vi med investeringsplanen fået en høj budgetsikkerhed og undgår større overraskelser, siger Claus S. Nørgaard.

Canett Furnitures ambitiøse vækstplaner for dattervirksomheden ABC-Reoler, hvor omsætningen skal tredobles. Foto: PR.
Canett Furnitures ambitiøse vækstplaner for dattervirksomheden ABC-Reoler, hvor omsætningen skal tredobles. Foto: PR.

Hos Nicholaisen har man en specialistafdeling med medarbejdere, som udelukkende beskæftiger sig med analyseprojekter og vækstrapporter, og ifølge direktør i Nicholaisen Thomas Biehl er det et særligt indsatsområde i virksomheden:

– Vi ser et stort potentiale i effektivisering og data, som er et forretningsområde, vi for alvor bevægede os ind på med etableringen af en helt ny specialistafdeling i 2018. Det giver nemlig en enorm stor værdi for produktionsvirksomheder at få indsigt i og data om hele deres fabrik fremfor at fokusere på enkeltprocesser. Ligeledes kan vi på området drage fordel af samarbejdet med vores søstervirksomhed OptiPeople, som var blandt de første til at udvikle et system, der kan opsamle produktionsdata fra maskiner og således måle på samtlige processer, og derved udnytte synergier, slutter han.